Svig med COVID-19 Lønkompensation: Skærpelse af straf i Landsretten

Sagen omhandler en tiltalt, der som direktør og reel ejer af tre selskaber ansøgte Erhvervsstyrelsen om lønkompensation under COVID-19-epidemien. Anklagemyndigheden mente, at tiltalte afgav urigtige eller vildledende oplysninger for at opnå uberettigede udbetalinger fra de midlertidige lønkompensationsordninger.

Anklagerens påstande og sigtelser

Tiltalte var sigtet for svig med offentlige midler af særlig grov karakter efter Straffeloven § 289 a, stk. 1, jf. Straffeloven § 289, stk. 1, og jf. bekendtgørelse nr. 267 af 25. marts 2020 om midlertidig lønkompensationsordning § 13, samt Straffeloven § 81 d, stk. 2. Sigtelserne vedrørte tre forhold:

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængsel i 3 år, en tillægsbøde på 4 gange det besvegne eller forsøgte besvegne beløb, samt udvisning af tiltalte i medfør af Udlændingeloven § 24, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 6 og nr. 9.

Tiltaltes påstande

Tiltalte nægtede sig skyldig i alle forhold. Hun anerkendte dog erstatningspligten og kravets størrelse, hvis hun blev fundet skyldig.

Sagens baggrund og bevisførelse

Det blev oplyst, at ingen af selskaberne havde indberettet medarbejdere til e-indkomstregisteret eller indbetalt A-skat. En ransagning af en computer viste, at de uunderskrevne ansættelseskontrakter først var oprettet efter ansøgningerne. Tiltalte forklarede, at hun muligvis var uvidende om, at hendes handlinger var strafbare, og at selskaberne var iværksættervirksomheder, der endnu ikke havde udbetalt løn, men skulle til det, da Corona-krisen brød ud. Kriminalforsorgen vurderede tiltalte egnet til en betinget dom med samfundstjeneste. Tiltalte var ikke tidligere straffet og havde været frihedsberøvet fra den 15. oktober 2020 til den 4. februar 2021.

Landsrettens afgørelse

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom, men ændrede straffen og tillægsbøden. Landsretten fandt det bevist, at tiltalte havde indsendt ansøgninger om lønkompensation, selvom der ikke var ansatte eller blev udbetalt løn i de tre selskaber. Det blev lagt til grund, at ansættelseskontrakter var oprettet til formålet uden sammenhæng med de faktiske forhold.

Landsretten tiltrådte, at forholdene var omfattet af Straffeloven § 289. Ved strafudmålingen blev der taget højde for lovændringen i Lov nr. 893 af 21. juni 2022, som ændrede udgangspunktet for frihedsstraf i sager om COVID-19-relateret svig fra firedobling til fordobling i forhold til tilsvarende overtrædelser uden COVID-19-baggrund. Tillægsbøden skulle dog fortsat fastsættes til det firedobbelte af den tilsigtede vinding.

Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder og tillægsbøden til 2.000.000 kr. med en forvandlingsstraf på 60 dages fængsel. Retten fastholdt byrettens afgørelse om ikke at udvise tiltalte, idet tiltaltes adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, især da tiltalte er EØS-borger, og udvisning ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. Udlændingeloven § 26 b. I stedet blev der tildelt en advarsel om udvisning efter Udlændingeloven § 24 b. Erstatningskravet på 76.006,45 kr. til Erhvervsstyrelsen blev stadfæstet.

Byrettens afgørelse (Næstved)

Retten i Næstved fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 289 a, stk. 1 jf. Straffeloven § 289, stk. 1 på grund af beløbets størrelse. Retten fandt ikke grundlag for at forhøje straffen efter Straffeloven § 81 d, da tiltalte ikke nødvendigvis havde indset, at hendes handlinger var strafbare. Straffen blev fastsat til fængsel i 10 måneder, hvoraf 4 måneder skulle afsones ubetinget (anset for udstået ved varetægtsfængsling). En tillægsbøde på 579.000 kr. blev idømt. Retten afviste anklagemyndighedens påstand om udvisning, men tildelte en advarsel efter Udlændingeloven § 24 b. Tiltalte blev dømt til at betale 76.006,45 kr. i erstatning til Erhvervsstyrelsen.