Udlændingeloven § 24b

Det fremgår af udlændingelovens § 24 b, stk. 1, at hvis der i medfør af § 26, stk. 2, ikke er grundlag for at udvise en udlænding efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en advarsel om, at hvis den pågældende begår nyt strafbart forhold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er udvist af den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.

Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. pkt., at tidligere straffedomme ikke i sig selv kan begrunde, at der træffes foranstaltninger om at begrænse retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed.

Det fremgår af Gaydarov, (C-430/10), at det forhold, at den pågældende tidligere har været genstand for en straffedom, ikke er tilstrækkeligt til automatisk at antage, at personen udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, hvilket er afgørende for at begrunde en begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. præmis 38.

EU-Domstolen har endvidere fastslået, at en tidligere straffedom som udgangspunkt kun kan få betydning, når de omstændigheder, som har ført til domfældelsen, er udtryk for et personligt forhold, der indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden, jf. Bouchereau, (33/77), præmis 27 og 28. Der skal således altid foretages en vurdering af den pågældendes personlige adfærd. Det gælder også i tilfælde, hvor et tidligere begået strafbart forhold har en så alvorlig karakter, at det i sig selv kan betragtes som en trussel mod den offentlige orden, jf. Bouchereau, (33/77), præmis 29, smh. m. præmis 35, og K. og H. F., (C-331/16 og C-366/16).

Det foreslås, at der i § 24 b, indsættes et nyt stk. 2 , hvorefter der, hvis der i medfør af § 26 b ikke er grundlag for at udvise en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1 og 2, efter §§ 22 eller 23, tildeles den pågældende en advarsel.

Med den foreslåede bestemmelse præciseres reglerne om adgangen til at meddele udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, en advarsel.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i tilfælde, hvor en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne dømmes for kriminalitet, jf. udlændingelovens §§ 22 eller 23, men hvor domstolene, efter en konkret bedømmelse, ikke finder, at betingelserne i udlændingelovens § 26 b om udvisning, er opfyldt, tildeler domstolene den pågældende en advarsel. Hvis den pågældende på et senere tidspunkt begår ny kriminalitet, og domstolene derfor på ny skal tage stilling til, om betingelserne for at udvise den pågældende er opfyldt, kan det indgå som et element i trusselsvurderingen, at den pågældende tidligere har begået kriminalitet.

Det forhold, at en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne, dømmes for kriminalitet, jf. udlændingelovens §§ 22 eller 23, og tildeles en advarsel efter den foreslåede § 24 b, stk. 2, fordi betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 26 b, ikke er opfyldt, vil således ikke i sig selv kunne medføre, at den pågældende udvises, hvis denne på ny begår kriminalitet, idet der på ny skal tages stilling til, om der skal ske udvisning i overensstemmelse med EU-reglerne.

Det fremgår af udlændingelovens § 24 b, stk. 2, at tildeles en udlænding en advarsel efter stk. 1, skal retten i forbindelse med dommens afsigelse vejlede udlændingen om betydningen heraf.

Det foreslås at ændre § 24 b, stk. 2, der bliver stk. 3, således at der efter »stk. 1« indsættes »eller stk. 2«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede § 1, nr. 19, og betyder, at tildeles en udlænding en advarsel efter udlændingelovens § 24 b, stk. 1, eller den foreslåede § 24 b, stk. 2, vil retten i forbindelse med dommens afsigelse skulle vejlede udlændingen om betydningen heraf.

Det fremgår af udlændingelovens § 24 b, stk. 1, at er der i medfør af § 26, stk. 2, ikke grundlag for at udvise en udlænding efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en advarsel om, at hvis den pågældende begår nyt strafbart forhold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er udvist af den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 11, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, skal bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter § 25, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt de i nærmere betingelser fastsat i nr. 1-7 er opfyldt.

Det foreslås at ændre § 24 b, stk. 1, og § 42 a, stk. 11, således at »§§ 22-24« ændres til »§§ 22 eller 23«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlændingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens § 24.