EU-Domstolen præciserer regreskrav for sociale ydelser ved arbejdsulykker på tværs af medlemsstater

Sagen omhandler en tysk arbejdstager, der afgik ved døden som følge af en arbejdsulykke i Danmark. Den danske virksomhed, hvor ulykken skete (Marius Pedersen A/S), og dennes forsikringsselskab (Gjensidige Forsikring) anerkendte erstatningsansvar og udbetalte forsørgertabserstatning til arbejdstagerens enke i henhold til dansk ret.

De tyske sociale sikringsinstitutioner (Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr), hvor afdøde var forsikret, udbetalte en enkepension til enken i henhold til tysk lovgivning. Da tysk lov giver disse institutioner ret til at indtræde i enkens krav mod den erstatningsansvarlige tredjemand (subrogation), fremsatte de krav om tilbagebetaling af den udbetalte pension over for den danske virksomhed og dens forsikringsselskab.

De danske parter afviste kravet med henvisning til, at dansk ret ikke hjemler regres for sociale ydelser af denne karakter, og at den tyske enkepension ikke svarer til ydelser, der kan kræves efter dansk ret. Retten i Svendborg forelagde derfor spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 85, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004.

Centrale spørgsmål for Domstolen

Det centrale spørgsmål var, om en social sikringsinstitutions regreskrav i henhold til artikel 85, stk. 1, forudsætter, at den ydelse, der kræves regres for, har et retsgrundlag eller en tilsvarende ydelse i den medlemsstat, hvor skaden skete, og hvilken betydning sammenlignelighed mellem ydelserne har.

Domstolens afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at en social sikringsinstitutions regreskrav mod en erstatningsansvarlig tredjemand, når en skade er indtruffet i en anden medlemsstat, ikke er betinget af, at der i skadestatens lovgivning findes et retsgrundlag for netop den type ydelse, som institutionen har udbetalt.

Domstolens begrundelse bygger på følgende:

• Artikel 85, stk. 1, er en lovkonfliktregel, der sikrer, at en social sikringsinstitution kan gøre krav gældende i henhold til sin egen nationale lovgivning (hjemstatens lovgivning) over for en erstatningsansvarlig tredjemand i en anden medlemsstat.
• Hjemstatens lovgivning bestemmer, om institutionen har ret til subrogation i skadelidtes krav eller et selvstændigt krav, samt karakteren og omfanget af disse krav.
• Lovgivningen i den medlemsstat, hvor skaden indtraf (skadestaten), bestemmer alene spørgsmålet om tredjemands erstatningsansvar og omfanget af de krav, som skadelidte eller dennes efterladte har mod skadevolderen i henhold til skadestatens civilretlige regler.
• Institutionens regreskrav er begrænset af de rettigheder, som skadelidte eller dennes efterladte har mod skadevolderen i henhold til skadestatens lovgivning. Subrogation kan ikke skabe yderligere krav for ydelsesmodtageren.
• Bestemmelser i skadestatens lovgivning, der udelukker regres for visse sociale ydelser (som f.eks. den danske erstatningsansvarslov § 17, stk. 1, og arbejdsskadesikringslov § 77, stk. 1), kan ikke hindre en institution fra en anden medlemsstat i at udøve sit regreskrav i henhold til artikel 85, stk. 1.
• Det er tilstrækkeligt for regreskravet, at de ydelser, som institutionen har udbetalt i henhold til sin hjemstats lovgivning, er tilstrækkeligt sammenlignelige med hensyn til deres genstand og formål med de erstatningskrav eller ydelser, som skadelidte eller dennes efterladte har i henhold til skadestatens lovgivning.
• I den konkrete sag vurderes en tysk enkepension og en dansk forsørgertabserstatning at være tilstrækkeligt sammenlignelige, da begge ydelser tildeles som følge af en forsørgers død og har til formål at kompensere for tabt indkomst. Regreskravet er dog begrænset til det beløb, der kunne kræves som forsørgertabserstatning efter dansk ret.
• Godtgørelse for svie og smerte anses derimod ikke for at være sammenlignelig med en enkepension.

Centrale EU-retlige principper

Dommen bygger på og præciserer følgende EU-retlige principper vedrørende koordinering af social sikring og regreskrav:

• Koordinering frem for harmonisering: EU-retten koordinerer medlemsstaternes sociale sikringsordninger (Forordning 883/2004) uden at harmonisere dem. Medlemsstaterne bevarer kompetencen til at fastsætte betingelserne for ret til sociale ydelser.
• Artikel 85, stk. 1, som lovvalgsregel: Bestemmelsen fungerer som en specifik lovkonfliktregel, der i sager om regres mod en erstatningsansvarlig tredjemand henviser til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den forpligtede sociale sikringsinstitution har hjemsted, for så vidt angår institutionens ret til regres (subrogation eller selvstændigt krav) og omfanget af de fordringer, den indtræder i.
• Skadestatens lovgivning for erstatningsansvar: Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang en tredjemand er erstatningsansvarlig, afgøres fortsat efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor skaden indtraf (lex loci delicti), herunder dens internationalprivatretlige regler.
• Begrænsning af regres til skadelidtes rettigheder: Institutionens regreskrav kan ikke overstige de krav, som skadelidte eller dennes efterladte har mod skadevolderen i henhold til skadestatens lovgivning. Subrogation kan ikke udvide skadevolderens forpligtelser ud over, hvad der følger af skadestatens civilretlige regler.
• Effektiv virkning af artikel 85, stk. 1: Nationale bestemmelser i skadestaten, der udelukker regres for visse sociale ydelser, kan ikke fratage artikel 85, stk. 1, dens effektive virkning for institutioner fra andre medlemsstater.
• Krav om sammenlignelighed: For at regreskravet kan omfatte en ydelse, der er fastsat i skadestatens lovgivning, skal ydelsen være tilstrækkeligt sammenlignelig med hensyn til genstand og formål med den ydelse, som institutionen har udbetalt i henhold til sin hjemstats lovgivning. En streng identitet er ikke påkrævet.