Fortolkning af artikel 55 i forordning 883/2004: Beregning af efterladtepension ved samtidig ret til ydelser af forskellig art

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal du travail francophone de Bruxelles vedrørende fortolkningen af artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Sagen drejer sig om HK, der modtog alderspensioner fra Belgien og Spanien samt efterladtepensioner fra Spanien og Finland efter sin ægtefælles død. HK anfægtede beregningen af sin belgiske efterladtepension, idet han mente, at den var for lav.

Det centrale spørgsmål er, hvordan man skal beregne en efterladtepension, når der er samtidig ret til ydelser af forskellig art fra forskellige medlemsstater, og de nationale antikumulationsregler skal anvendes. Nærmere bestemt, om man skal dividere det samlede beløb af de indtægter, der tages i betragtning, eller kun den del af indtægterne, der overstiger et kumulationsloft, med antallet af ydelser, der er omfattet af antikumulationsreglerne.

Parternes argumenter:

• HK: Argumenterede for, at det samlede beløb af alderspensionerne skulle divideres med antallet af efterladtepensioner.
• Service fédéral des Pensions (SFP): Argumenterede for, at kun den del af indtægterne, der oversteg kumulationsloftet, skulle divideres.

Den forelæggende ret bemærkede, at der er forskellige fortolkninger af artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004, og at der ikke findes en klar regel i den tilsvarende bestemmelse i forordning nr. 1408/71.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at når udbetaling af ydelser af forskellig art nødvendiggør anvendelse af nationale antikumulationsregler, giver bestemmelsen hver medlemsstat mulighed for at fastsætte, om beregningen skal baseres på en division af det samlede indkomstbeløb eller kun den del, der overstiger et fastsat kumulationsloft, med antallet af berørte ydelser.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Ordlyden i artikel 55, stk. 1, litra a), der ikke entydigt fastlægger, hvilket beløb der skal divideres.
• Hensynet til at beskytte vandrende arbejdstagere mod urimelige konsekvenser af nationale antikumulationsregler, samtidig med at medlemsstaternes kompetence til at fastlægge deres egne sociale sikringsordninger respekteres.
• Formålet med forordning nr. 883/2004, der er at koordinere og ikke harmonisere de nationale sociale sikringsordninger.
• Tilblivelsen af artikel 55, stk. 1, litra a), der viser en intention om at videreføre beskyttelsen af vandrende arbejdstagere, som den var etableret i forordning nr. 1408/71.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Koordinering af sociale sikringsordninger: Forordning nr. 883/2004 koordinerer, men harmoniserer ikke medlemsstaternes sociale sikringsordninger.
• Medlemsstaternes kompetence: Medlemsstaterne har fortsat kompetence til at udforme deres egne sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af betingelser for ret til sociale ydelser og antikumulationsregler.
• Beskyttelse af vandrende arbejdstagere: EU-retten, herunder forordning nr. 883/2004, har til formål at beskytte vandrende arbejdstagere mod urimelige konsekvenser af nationale regler, der begrænser kumulation af sociale ydelser.
• Fortolkning af EU-retlige bestemmelser: Ved fortolkning af EU-retlige bestemmelser skal der tages hensyn til ordlyd, sammenhæng, formål og tilblivelse.

Domstolen understregede, at selvom medlemsstaterne har skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af antikumulationsregler, skal de overholde EU-retten og sikre, at reglerne ikke unødigt begrænser den frie bevægelighed for arbejdstagere.