EU-domstolens afgørelse om tillægspunktafgift på elektricitet og tilbagebetaling i tvist mellem private

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra en italiensk appeldomstol vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter. Tvisten står mellem et elselskab, Hera Comm SpA, og en af dets kunder, Falconeri Srl, om tilbagebetaling af en tillægspunktafgift på elektricitet, som var indført i italiensk ret.

Baggrund

Den italienske lovgivning (lovdekret nr. 511/1988) indførte en tillægspunktafgift på elektricitet, som Hera Comm opkrævede fra sine kunder, herunder Falconeri, og indbetalte til statskassen. Denne tillægsafgift blev af nationale retsinstanser anset for at være i strid med EU-retten, specifikt direktiv 2008/118, fordi den ikke forfulgte et »særligt formål« som krævet i direktivets artikel 1, stk. 2. Falconeri anlagde sag mod Hera Comm for at få tilbagebetalt den uretmæssigt betalte afgift. Den nationale ret i første instans gav Falconeri medhold, hvorefter Hera Comm appellerede.

Hovedspørgsmål

Den forelæggende ret ønskede afklaret:

• Om den italienske tillægsafgift på elektricitet, der fungerede som en forhøjelse af den almindelige punktafgift, men med forskellig modtager af indtægterne og andre fritagelsesregler, skulle anses for en »yderligere indirekte afgift« omfattet af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, og dermed kræve et særligt formål.
• Om artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 kunne påberåbes i en tvist mellem private (leverandør og kunde) for at udelukke anvendelsen af den nationale bestemmelse, der indførte afgiften, og dermed muliggøre tilbagebetaling fra leverandøren.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at:

• Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at en tillægspunktafgift på en vare, der udgør en brøkdel eller et multiplum af den eksisterende punktafgift, men hvor indtægterne tilfalder andre myndigheder, og som ikke følger de samme fritagelsesregler, kan anses for en afgift, der er forskellig fra punktafgiften. En sådan afgift er omfattet af begrebet »yderligere indirekte afgifter« i bestemmelsen, og medlemsstaterne kan opkræve den, forudsat den forfølger et særligt formål, der er forskelligt fra punktafgiften.
• EU-retten skal fortolkes således, at en national ret i en tvist mellem private om tilbagebetaling af en uretmæssigt betalt afgift, der strider mod artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, ikke alene på grundlag af EU-retten er forpligtet til at undlade at anvende den nationale bestemmelse. Dette gælder, medmindre national ret fastsætter andet, eller den enhed, afgiften er påberåbt over for, er underlagt statslig myndighed/kontrol eller har særligt vidtgående beføjelser.
• EU-retten kræver dog, at den endelige forbruger, hvis det er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling fra leverandøren, skal kunne rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod medlemsstaten.

Centrale Retlige Principper

Domstolen anvendte og præciserede følgende principper:

• Harmonisering af punktafgifter: Direktiv 2008/118 fastlægger en generel ordning for punktafgifter på visse varer, herunder elektricitet, for at sikre det indre markeds funktion. Medlemsstaternes beskatningskompetence er begrænset af denne harmonisering.
• Yderligere indirekte afgifter (artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118): Medlemsstater kan pålægge yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer, men kun hvis de forfølger et »særligt formål« (ikke rent budgetmæssigt) og er i overensstemmelse med EU's afgiftsregler for punktafgifter eller moms (dog ikke fritagelser).
• Kvalifikation af nationale afgifter: Domstolen kvalificerer nationale skatter og afgifter ud fra deres objektive kendetegn i forhold til EU-retten, uafhængigt af national betegnelse.
• Direktivets direkte virkning: Et direktiv kan ikke i sig selv skabe forpligtelser for private og kan som udgangspunkt ikke påberåbes over for private i en horisontal tvist. En national ret er derfor ikke alene på grundlag af EU-retten forpligtet til at undlade at anvende en national bestemmelse, der strider mod et direktiv, i en tvist mellem private.
• Ret til tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede afgifter: Medlemsstater er principielt forpligtede til at tilbagebetale afgifter opkrævet i strid med EU-retten. De processuelle regler fastsættes nationalt, men skal overholde ækvivalens- og effektivitetsprincipperne.
• Effektivitetsprincippet: Hvis tilbagebetaling fra en privat leverandør er umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, kræver effektivitetsprincippet, at den endelige forbruger kan rette kravet direkte mod medlemsstaten.