Sagsøgsmål vedrørende estisk salgsafgift på brændstof til finansiering af offentlig transport

Sagen omhandler en estisk salgsafgift på detailsalg af flydende brændstof, som blev opkrævet af Tallinn kommune og øremærket til finansiering af den offentlige transport. Statoil anfægtede afgiften og argumenterede for, at den var i strid med EU-retten.

Baggrund

• Tallinna Ettevõtlusamet (kommunens erhvervsforvaltning) opkrævede salgsafgift fra Statoil.
• Statoil anfægtede afgiften og krævede tilbagebetaling.
• Tallinna Ringkonnakohus (appeldomstolen) forelagde sagen for EU-Domstolen.

Parternes Argumenter

• Tallinna Ettevõtlusamet: Afgiften havde et særligt formål, nemlig at fremme offentlig transport og reducere miljøbelastningen.
• Statoil: Afgiften var i strid med EU-retten, da den ikke havde et tilstrækkeligt specifikt formål.

Centrale Spørgsmål

• Kan finansiering af offentlig transport anses for et "særligt formål" i henhold til EU's punktafgiftsdirektiv?
• Er det i overensstemmelse med EU-retten at pålægge en indirekte afgift på punktafgiftspligtige varer, når indtægterne går til en opgave, som kommunen alligevel er forpligtet til at finansiere?

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at en afgift på detailsalg af punktafgiftspligtigt flydende brændstof ikke kan anses for at forfølge et "særligt formål", når den har til formål at finansiere offentlig transport i den pågældende myndigheds område. Dette gælder selvom myndigheden er forpligtet til at varetage og finansiere transporten, og indtægterne udelukkende anvendes til dette formål. Direktivet er til hinder for national lovgivning, der indfører en sådan salgsafgift.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en sådan afgift reelt dækker generelle udgifter, som myndigheden alligevel er forpligtet til at afholde, og at der ikke er en direkte forbindelse mellem afgiften og et specifikt formål udover den generelle finansiering af offentlig transport. Afgiften er derfor ikke tilstrækkeligt målrettet til at kunne anses for at have et "særligt formål" i EU-rettens forstand.