Kompetence i sager om barnebortførelse: Forholdet mellem EU-ret, Haagerkonventionen og tredjelande

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht Frankfurt am Main vedrørende fortolkningen af artikel 10 og 11 i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og anerkendelse af retsafgørelser i ægteskabssager og sager om forældreansvar.

Sagen drejer sig om en tvist mellem far (tysk statsborger bosiddende i Schweiz) og mor (polsk statsborger) vedrørende forældreansvaret for barnet L, der har dobbelt tysk og polsk statsborgerskab. Barnet boede i Tyskland, hvorefter moderen flyttede barnet til Polen. Faren anmodede via de schweiziske myndigheder om tilbagegivelse af barnet til Schweiz i henhold til Haagerkonventionen af 1980, men anmodningen blev afvist af de polske domstole.

De centrale spørgsmål er, om de tyske domstole bevarer deres kompetence i henhold til artikel 10 i forordning nr. 2201/2003, når en anmodning om tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen er blevet behandlet mellem en EU-medlemsstat (Polen) og et tredjeland (Schweiz), og om artikel 11, stk. 6-8, i forordningen finder anvendelse i en sådan situation.

Baggrund

• Barnet L er født i Schweiz og har dobbelt tysk og polsk statsborgerskab.
• Faren er tysk statsborger og har boet i Schweiz siden 2013.
• Moren er polsk statsborger og boede med barnet i Tyskland fra 2015 til 2016, hvorefter hun flyttede til Polen.
• Faren anmodede om tilbagegivelse af barnet til Schweiz via den schweiziske centralmyndighed.
• De polske domstole afviste anmodningen om tilbagegivelse.
• Faren anlagde sag i Tyskland med påstand om forældremyndighed og tilbagegivelse af barnet.

Parternes argumenter

• Faren argumenterede for, at de tyske retter har kompetence i henhold til artikel 11, stk. 6, sammenholdt med stk. 7, og artikel 10 i forordning nr. 2201/2003.
• Moren anførte, at faren havde givet samtykke til flytningen til Polen, og at der ikke var nogen aftale om en tidsbegrænset flytning.

Den forelæggende rets spørgsmål

1. Er reguleringsmekanismen i artikel 10 og 11 i forordning nr. 2201/2003 begrænset til sager mellem EU-medlemsstater?
2. Hvilke krav stilles der til godtgørelsen af den fortsatte kompetence i henhold til artikel 10, litra b), nr. i), i forordning nr. 2201/2003?
3. Finder artikel 11, stk. 6-8, i forordning nr. 2201/2003 også anvendelse ved gennemførelse af en tilbagegivelsessag i henhold til Haagerkonventionen af 1980 i forholdet mellem et tredjeland og en EU-medlemsstat som tilflugtsstat?

Afgørelse

• Artikel 10, litra b), nr. i), i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke ophører med at finde anvendelse, alene fordi der blev rettet henvendelse til en centralmyndighed i et tredjeland for at gennemføre en procedure for tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen af 1980, og denne procedure ikke førte til tilbagegivelse.
• Artikel 10, litra b), nr. i), i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at begrebet "anmodning om tilbagegivelse" hverken omfatter en anmodning om tilbagegivelse af barnet til en anden stat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, eller en anmodning om forældremyndighed over barnet, der er indgivet til retterne i denne medlemsstat.
• Artikel 11, stk. 6-8, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse i forbindelse med gennemførelsen af en procedure om tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen af 1980 mellem et tredjeland og en medlemsstat, hvor barnet befinder sig efter en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse.

Retlige principper

• Sædvanligt opholdssted: Domstolen bekræfter, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før en ulovlig fjernelse, som udgangspunkt bevarer deres kompetence.
• Haagerkonventionen af 1980: Domstolen præciserer, at artikel 11 i forordning nr. 2201/2003 kun finder anvendelse, når der er indledt en tilbagegivelsesprocedure mellem medlemsstater i henhold til Haagerkonventionen.
• Autonomi af EU-retten: Domstolen understreger, at EU-retten fortolkes autonomt, og at en anmodning om tilbagegivelse til et tredjeland ikke kan sidestilles med en anmodning om tilbagegivelse til den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted.
• Barnets bedste: Domstolens fortolkning tager hensyn til formålet om at sikre barnets umiddelbare tilbagegivelse til det land, hvor det havde sit sædvanlige opholdssted, for at undgå skadelige virkninger af internationale barnebortførelser.