Fortolkning af Bruxelles IIa-forordningen ved barnebortførelse til tredjeland

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court of Justice (England & Wales) vedrørende fortolkningen af artikel 10 i forordning nr. 2201/2003 (Bruxelles IIa-forordningen) om kompetence i sager om forældreansvar ved barnebortførelse.

Sagen drejer sig om SS (far) mod MCP (mor), hvor faren søger at få fastslået, at deres barn, P, skal tilbagegives til Det Forenede Kongerige, samt at der træffes afgørelse om samværsret. Barnet er blevet flyttet til Indien af moren, og faren anser dette for ulovlig bortførelse.

Det centrale spørgsmål er, om artikel 10 i forordningen finder anvendelse, når et barn er blevet ulovligt fjernet til et tredjeland (uden for EU), og barnet efterfølgende har opnået sædvanligt opholdssted i dette tredjeland.

Faren argumenterer for, at de engelske domstole bevarer deres kompetence, mens moren bestrider dette, da barnet nu har sit sædvanlige opholdssted i Indien.

Domstolen skal afklare, om artikel 10 i forordningen kan fortolkes således, at den giver retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før bortførelsen, kompetence uden tidsbegrænsning, selvom barnet har fået sædvanligt opholdssted i et tredjeland.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 10 i forordning nr. 2201/2003 ikke finder anvendelse, når et barn har opnået sædvanligt opholdssted i et tredjeland efter at være blevet bortført dertil. I sådanne tilfælde afgøres kompetencen efter gældende internationale konventioner eller, hvis sådanne ikke findes, efter national lovgivning i overensstemmelse med forordningens artikel 14.

Domstolen understreger, at en fortolkning, der fastholder kompetencen i oprindelsesmedlemsstaten uden tidsbegrænsning, ville:

• Være i strid med forordningens formål om at varetage barnets bedste og nærhedsprincippet.
• Fratage Haagerkonventionen af 1996 sin virkning i tilfælde af bortførelse til et tredjeland, der er kontraherende part i konventionen.
• Være i strid med logikken bag Haagerkonventionen af 1980 om umiddelbar tilbagegivelse.

Retlige Principper

• Nærhedsprincippet og barnets bedste: Domstolen fremhæver, at forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes i lyset af barnets bedste og nærhedsprincippet, hvilket indebærer, at kompetencen bør ligge hos den ret, der er tættest på barnets nuværende situation.
• Fortolkning af EU-ret: Domstolen understreger, at fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal baseres på dens ordlyd, kontekst, formål og tilblivelseshistorie.
• Forrang for internationale konventioner: Domstolen anerkender, at EU-retten skal fortolkes i overensstemmelse med internationale konventioner, som medlemsstaterne er forpligtede af, herunder Haagerkonventionerne af 1980 og 1996.
• Særlige kompetenceregler: Særlige kompetenceregler skal fortolkes snævert og ikke udvides ud over de tilfælde, som forordningen udtrykkeligt omhandler.