Kompetence i sager om forældreansvar ved ulovlig barnebortførelse: Forholdet mellem artikel 10 og 15 i forordning nr. 2201/2003

Dommen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Landesgericht Korneuburg (Østrig) vedrørende fortolkningen af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og anerkendelse af retsafgørelser i ægteskabssager og sager om forældreansvar.

Sagen drejer sig om TT, en slovakisk statsborger bosiddende i Østrig, og AK, ligeledes slovakisk statsborger, vedrørende forældremyndigheden over deres to børn, der bor i Slovakiet med AK. TT anmodede om fuld forældremyndighed i Østrig, mens AK anfægtede domstolens kompetence og flyttede børnene til Slovakiet uden TT's samtykke.

De centrale spørgsmål er, om en ret i en medlemsstat (Østrig), der har kompetence til at behandle en forældreansvarssag, kan anmode om at henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat (Slovakiet), hvor barnet nu har sit sædvanlige opholdssted efter en ulovlig fjernelse, og om betingelserne for en sådan overførsel er udtømmende.

Landesgericht Korneuburg forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen, om artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 tillader overførsel af kompetence til en ret i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted efter ulovlig fjernelse, og om kriterierne i artikel 15 er udtømmende.

Baggrund

• TT og AK er slovakiske statsborgere og forældre til to børn.
• Familien boede i Østrig, men AK flyttede børnene til Slovakiet uden TT's samtykke.
• TT anlagde sag i Østrig for at få forældremyndigheden.
• AK anfægtede den østrigske domstols kompetence.

Parternes argumenter

• TT argumenterede imod overførsel af kompetence, da der verserer en sag om tilbagegivelse i Slovakiet i henhold til Haagerkonventionen af 1980.
• AK argumenterede for, at slovakiske domstole er bedre egnede til at behandle sagen, da børnene bor i Slovakiet, og der verserer flere sager der.

Den forelæggende rets spørgsmål

1. Kan en ret i en medlemsstat anmode om, at en sag overføres til en ret i en anden medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted efter ulovlig fjernelse?
2. Er kriterierne for overførsel af kompetence i artikel 15 udtømmende?

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat, der har kompetence i en forældreansvarssag i henhold til artikel 10, undtagelsesvis kan anmode om henvisning af sagen til en ret i den medlemsstat, hvortil barnet ulovligt er blevet fjernet af en af sine forældre.

Domstolen præciserer, at muligheden for at anmode om henvisning kun er underlagt de betingelser, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 15, stk. 1. Ved vurderingen af betingelserne om, at retten i den anden medlemsstat er bedre egnet, og at henvisningen er til barnets bedste, skal retten i den første medlemsstat tage hensyn til, at der foreligger en procedure om tilbagegivelse af barnet i henhold til Haagerkonventionen af 1980, som endnu ikke er endeligt afgjort i den medlemsstat, hvortil barnet ulovligt er blevet fjernet.

Retlige Principper

• Barnets bedste: Afgørelser vedrørende forældreansvar skal træffes under hensyntagen til barnets bedste, jf. artikel 24 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.
• Nærhedsprincippet: Kompetencereglerne i forordning nr. 2201/2003 bygger på nærhedsprincippet, hvilket betyder, at kompetencen som udgangspunkt ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted.
• Afskrækkelse af barnebortførelse: Artikel 10 i forordning nr. 2201/2003 har til formål at afskrække fra ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af børn mellem medlemsstaterne.
• Samarbejde mellem retter: Artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 etablerer en samarbejdsordning, der giver mulighed for at henvise en sag til en ret i en anden medlemsstat, hvis denne er bedre egnet til at behandle sagen.
• Haagerkonventionen af 1980: Konventionen finder anvendelse som supplement til forordning nr. 2201/2003, særligt i sager om ulovlig barnebortførelse.