Beskyttelse af arbejdstagere ved arbejdsgiverinsolvens: Dækning af løntilgodehavender og tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rumænien vedrørende fortolkningen af direktiv 2008/94/EF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens. Sagen er forenet af sagerne C-524/21 og C-525/21.

IG og IM er arbejdstagere, der har modtaget dækning af deres løntilgodehavender fra den rumænske garantifond (Fondul de garantare pentru plata creanțelor salariale) som følge af deres arbejdsgiveres insolvens. De rumænske arbejdsformidlinger (Agenția Județeană de Ocupare a Forței de Muncă Ilfov og Agenția Municipală pentru Ocuparea Forței de Muncă București) krævede efterfølgende tilbagebetaling af visse beløb, da de var udbetalt i strid med national lovgivning.

De centrale spørgsmål er:

• Om den nationale lovgivning korrekt implementerer direktiv 2008/94/EF vedrørende perioden, hvor løntilgodehavender dækkes af garantifonden.
• Om en national administrativ praksis, der kræver tilbagebetaling af beløb fra arbejdstagere uden specifik lovhjemmel, er i overensstemmelse med direktivets sociale formål.
• Om tilbagebetaling af lønrettigheder, der er betalt gennem en kurator, kan betragtes som "misbrug" i henhold til direktivet.
• Om det er foreneligt med direktivet at sidestille løntilgodehavender med skattetilgodehavender, der pålægges renter og morarenter.

Curtea de Apel București forelagde spørgsmålene for EU-Domstolen for at få klarhed over fortolkningen af EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94/EF ikke er til hinder for national lovgivning, der fastsætter, at referencedatoen for fastsættelse af den periode, hvor en garantiinstitution dækker arbejdstagernes løntilgodehavender, er datoen for indledning af den kollektive insolvensbehandling.

Domstolen fastslår endvidere, at artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 2008/94/EF ikke er til hinder for national lovgivning, der begrænser en garantiinstitutions dækning af arbejdstagernes løntilgodehavender til en periode på tre måneder inden for en referenceperiode, der omfatter de tre måneder umiddelbart før og efter datoen for indledning af den kollektive insolvensbehandling.

Artikel 12, litra a), i direktiv 2008/94/EF fortolkes således, at regler vedtaget af en medlemsstat, hvorefter en garantiinstitution skal tilbagesøge beløb hos en arbejdstager, som er betalt til denne arbejdstager til dækning af løntilgodehavender efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist, ikke kan udgøre foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå misbrug, som omhandlet i denne bestemmelse, når der ikke foreligger handlinger eller undladelser, som kan lægges den pågældende arbejdstager til last.

Endelig fastslår Domstolen, at direktiv 2008/94, sammenholdt med ækvivalens- og effektivitetsprincipperne, er til hinder for anvendelse af en medlemsstats skattelovgivning til tilbagesøgning af beløb fra arbejdstagere, med tillæg af renter og morarenter, som uretmæssigt er betalt af en garantiinstitution til dækning af løntilgodehavender vedrørende perioder, der ikke ligger inden for den fastsatte referenceperiode, eller som gøres gældende efter forældelsesfristens udløb, hvis:

• Tilbagesøgningsbetingelserne er mindre gunstige for arbejdstagerne end betingelserne for tilbagesøgning af ydelser efter national lovgivning om social beskyttelse.
• Anvendelsen af den nationale lovgivning gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for arbejdstagerne at anmode garantiinstitutionen om udbetaling af skyldige løntilgodehavender, eller betalingen af renter og morarenter påvirker den beskyttelse, arbejdstagerne er tildelt ved direktivet og nationale bestemmelser, herunder indgreb i minimumsbeskyttelsesniveauet i direktivets artikel 4, stk. 2.

Centrale EU-retlige principper

• Direktiv 2008/94/EF: Dette direktiv omhandler beskyttelse af arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens og fastlægger rammerne for garantiinstitutionernes dækning af arbejdstageres løntilgodehavender.
• Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/94: Medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte den dato, der ligger inden og/eller eventuelt efter den periode, i hvilken garantiinstitutionen dækker arbejdstagernes tilgodehavender i form af ikke-udbetalt løn, og stiller medlemsstaterne frit med hensyn til fastsættelse af en passende dato.
• Artikel 4, stk. 2, i direktiv 2008/94: Medlemsstaterne kan begrænse betalingspligten ved at fastsætte en referenceperiode eller en garantiperiode og/eller et loft over betalingerne.
• Artikel 12, litra a), i direktiv 2008/94: Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug.
• Ækvivalensprincippet: Medlemsstaterne må ikke fastsætte regler, der er mindre gunstige for foranstaltninger til tilbagesøgning af ydelser, som tildeles i henhold til EU-retten, end dem, der gælder for foranstaltninger til tilbagesøgning af tilsvarende ydelser, som tildeles i henhold til national ret.
• Effektivitetsprincippet: De nationale regler må ikke være udformet således, at de i praksis umuliggør eller gør udøvelsen af rettigheder, som anerkendes i EU-retten, uforholdsmæssigt vanskelig.

Anvendelse i sagen

Domstolen fortolker disse principper i forhold til rumænsk lovgivning om garantiordninger ved insolvens. Domstolen præciserer, at national lovgivning skal overholde EU-rettens principper om beskyttelse af arbejdstagere, og at tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb ikke må underminere disse principper.