Social ydelse til familiemedlemmer af vandrende arbejdstagere: Betingelser for opholdsret og ligebehandling

Sagen omhandler GV, en rumænsk statsborger, der er mor til AC, som også er rumænsk statsborger og arbejder i Irland. AC har erhvervet irsk statsborgerskab.

• GV ansøgte om en irsk invaliditetsydelse, men fik afslag, da de irske myndigheder mente, at hun ikke havde ret til ophold i Irland.
• De irske myndigheder anførte, at GV's opholdsret var betinget af, at hun ikke blev en urimelig byrde for Irlands sociale system.
• GV anførte, at hun havde ret til ophold som familiemedlem til en arbejdstager (hendes datter) og at hun havde ret til ligebehandling.
• Court of Appeal (appeldomstol, Irland) forelagde sagen for EU-Domstolen.

Centrale EU-retlige spørgsmål

• Er den afledte opholdsret for en slægtning i opstigende linje til en unionsborger, der er arbejdstager, betinget af slægtningens fortsatte afhængighed af arbejdstageren?
• Er direktiv 2004/38 til hinder for, at en værtsmedlemsstat begrænser adgangen til sociale ydelser for et familiemedlem, der har en afledt ret til ophold som følge af hendes afhængighed af en unionsborger, der er arbejdstager, når adgang til en sådan ydelse ville medføre, at hun ikke længere er afhængig af arbejdstageren?
• Er direktiv 2004/38 til hinder for, at en værtsmedlemsstat begrænser adgangen til sociale ydelser for et familiemedlem, der har en afledt ret til ophold som følge af hendes afhængighed af en unionsborger, der er arbejdstager, med den begrundelse, at det pågældende familiemedlem som følge af ydelsen bliver en urimelig byrde for medlemsstatens sociale system?

Afgørelse

• EU-Domstolen fastslår, at artikel 45 TEUF, sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011, samt artikel 2, nr. 2, litra d, artikel 7, stk. 1, litra a og d, og artikel 14, stk. 2, i direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der tillader myndighederne at nægte en social ydelse til en slægtning i opstigende linje, der forsørges af en arbejdstager, som er unionsborger, eller fratage vedkommende retten til ophold, fordi ydelsen vil medføre, at familiemedlemmet ikke længere forsørges af arbejdstageren og dermed bliver en urimelig byrde for medlemsstatens sociale system.

Begrundelse

• Domstolen begrunder afgørelsen med, at en arbejdstager, der er unionsborger, har ret til ligebehandling i henhold til artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011. Sociale ydelser, der tilkommer indenlandske arbejdstagere, skal også tilkomme arbejdstagere fra andre medlemsstater.
• Domstolen fremhæver, at en social ydelse til en slægtning i opstigende linje, der forsørges af en vandrende arbejdstager, udgør en "social fordel" for arbejdstageren. At nægte denne ydelse ville udgøre en forskelsbehandling.
• Domstolen argumenterer for, at status som "forsørget" familiemedlem ikke kan påvirkes af tildelingen af en social ydelse. At fratage en person denne status ville hindre dem i at søge om ydelsen og dermed gøre indgreb i den ligebehandling, der er tillagt den vandrende arbejdstager.
• Domstolen understreger, at artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 bidrager til at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed ved at skabe de bedst mulige betingelser for integrationen af familiemedlemmer til unionsborgere, der har udøvet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten.
• Domstolen bemærker, at vandrende arbejdstagere bidrager til finansieringen af socialpolitikken i værtsmedlemsstaten gennem skattebidrag og derfor skal have gavn af den på samme vilkår som nationale arbejdstagere.

Centrale EU-retlige principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (Artikel 45 TEUF):
  • Forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.
• Ligebehandling (Artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011):
  • En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere i de øvrige medlemsstater.
• Unionsborgeres ret til fri bevægelighed og ophold (Artikel 21 TEUF):
  • Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.
• Direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres ret til fri bevægelighed og ophold:
  • Fastsætter betingelserne for unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.
  • Artikel 2, nr. 2, litra d) definerer "familiemedlem" som bl.a. slægtninge i opstigende linje, som forsørges af unionsborgeren.
  • Artikel 7, stk. 1, litra d) fastsætter, at et familiemedlem, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, har ret til ophold i mere end tre måneder.
  • Artikel 14, stk. 2, fastsætter, at unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til ophold, såfremt de opfylder betingelserne i artikel 7.

Anvendelse i sagen

• Domstolen anvender disse principper til at fastslå, at en medlemsstat ikke kan nægte en social ydelse til en slægtning i opstigende linje, der forsørges af en arbejdstager, som er unionsborger, eller fratage vedkommende retten til ophold, fordi ydelsen vil medføre, at familiemedlemmet ikke længere forsørges af arbejdstageren.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer rækkevidden af retten til ligebehandling for vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer.
• Afgørelsen understreger, at sociale ydelser, der tilkommer indenlandske arbejdstagere, også skal tilkomme arbejdstagere fra andre medlemsstater.
• Afgørelsen fastslår, at status som "forsørget" familiemedlem ikke kan påvirkes af tildelingen af en social ydelse.