Adgang til sociale ydelser for unionsborgere med midlertidig opholdsret

Domstolen behandlede en sag om en kroatisk og nederlandsk statsborger (CG), der var bosat i Nordirland og havde fået afslag på en ansøgning om universalstøtte (en social ydelse). Afslaget var begrundet i, at hun havde midlertidig opholdsret i henhold til national ret, men ikke opfyldte betingelserne for at have sædvanligt opholdssted i Det Forenede Kongerige.

• CG anførte, at afslaget var i strid med artikel 18 TEUF om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
• Den nordirske ministerium for lokalsamfund argumenterede, at midlertidig opholdsret ikke automatisk giver ret til sociale ydelser.
• Den forelæggende ret ønskede at vide, om den nationale bestemmelse, der udelukkede unionsborgere med midlertidig opholdsret fra sociale ydelser, udgjorde ulovlig forskelsbehandling.

Domstolens vurdering

• Domstolen fastslog, at CG's situation var omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, da hun havde udøvet sin ret til fri bevægelighed.
• Artikel 24 i direktiv 2004/38 finder anvendelse, og ligebehandlingsprincippet kan påberåbes, hvis opholdet overholder betingelserne i direktivet.
• Medlemsstater kan begrænse adgangen til sociale ydelser for ikke-erhvervsaktive unionsborgere, der ikke har tilstrækkelige midler, jf. artikel 7 i direktiv 2004/38.
• Nationale bestemmelser, der er gunstigere end direktivet, berøres ikke, men retten til ophold skal være i overensstemmelse med EU-retten.
• Charteret om Grundlæggende Rettigheder finder anvendelse, når medlemsstaterne gennemfører EU-retten. Det er medlemsstatens ansvar at sikre, at en unionsborger i en sårbar situation kan leve under værdige forhold.
• Et afslag på sociale ydelser må ikke udsætte den berørte borger og deres børn for en konkret risiko for tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder.

Domstolens afgørelse

• Artikel 24 i direktiv 2004/38 er ikke til hinder for en national lovgivning, der udelukker ikke-erhvervsaktive unionsborgere fra sociale ydelser, hvis de ikke har tilstrækkelige midler.
• Nationale myndigheder skal sikre, at et afslag på sociale ydelser ikke krænker grundlæggende rettigheder, især for sårbare borgere og deres børn.

Afgørelse

• Artikel 24 i direktiv 2004/38 fortolkes således, at den ikke forhindrer en værtsmedlemsstats lovgivning, der udelukker ikke-erhvervsaktive unionsborgere fra sociale ydelser, selvom disse ydelser er tilgængelige for egne statsborgere i samme situation, forudsat at disse unionsborgere ikke har tilstrækkelige midler og er tildelt midlertidig opholdsret.
• Nationale myndigheder skal sikre, at et afslag på sociale ydelser ikke udsætter unionsborgere og deres forsørgede børn for en konkret risiko for tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder, som fastsat i artikel 1, 7 og 24 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Myndighederne skal sikre, at disse borgere kan leve under værdige forhold, og tage hensyn til alle relevante bistandsforanstaltninger i national ret.

Retlige Principper

• Unionsborgerskab: Artikel 20 TEUF fastslår, at enhver, der er statsborger i en medlemsstat, også er unionsborger, hvilket giver en grundlæggende status med ensartet retslig behandling inden for EU-rettens anvendelsesområde.
• Ikke-diskrimination: Artikel 18 TEUF forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for EU-rettens anvendelsesområde. Dette princip finder anvendelse, når EUF-traktaten ikke indeholder specifikke bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling.
• Direktiv 2004/38: Regulerer retten til fri bevægelighed og ophold for unionsborgere. Artikel 24 sikrer ligebehandling, men artikel 7 tillader medlemsstater at begrænse adgangen til sociale ydelser for ikke-erhvervsaktive unionsborgere, der ikke har tilstrækkelige midler.
• Charter om Grundlæggende Rettigheder: Artikel 51 fastlægger, at chartret er bindende for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Artikel 1, 7 og 24 beskytter henholdsvis den menneskelige værdighed, retten til privatliv og familieliv samt barnets rettigheder.
• Proportionalitet: Medlemsstaternes restriktioner på sociale ydelser skal være proportionale og må ikke tilsidesætte grundlæggende rettigheder. Afslag på sociale ydelser skal vurderes konkret for at undgå tilsidesættelse af den berørte borgers og deres børns grundlæggende rettigheder.