Afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere som forældre til EU-borgere

Sagen omhandler en række sager anlagt af tredjelandsstatsborgere (mødre) mod de nederlandske myndigheder vedrørende afslag på sociale ydelser og børneydelser. Mødrene er alle forældre til mindreårige børn med nederlandsk statsborgerskab, og de drager omsorg for børnene i det daglige. Fædrene er ligeledes nederlandske statsborgere.

De nederlandske myndigheder afslog ansøgningerne om ydelser med den begrundelse, at mødrene ikke havde opholdsret i Nederlandene.

Det centrale spørgsmål er, om artikel 20 TEUF (traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde) giver tredjelandsstatsborgere ret til ophold i en medlemsstat, når de er forældre til et mindreårigt barn, der er statsborger i denne medlemsstat, og som de faktisk drager omsorg for.

Den forelæggende ret ønsker vejledning om, hvordan man skal vurdere, om et barn reelt ville blive tvunget til at forlade EU, hvis moderen nægtes opholdstilladelse, særligt i de tilfælde, hvor faderen også er unionsborger og potentielt kan tage sig af barnet.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 20 TEUF er til hinder for, at en medlemsstat nægter opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn med statsborgerskab i medlemsstaten, og som faktisk drager omsorg for barnet, når det ikke er udelukket, at den anden forælder (også statsborger i medlemsstaten) faktisk kan drage omsorg for barnet.

Domstolen skulle også tage stilling til, om det er tredjelandsstatsborgerens ansvar at bevise, at den anden forælder ikke er i stand til at drage omsorg for barnet.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at:

• Ved bedømmelsen af, om et barn, der er unionsborger, vil blive tvunget til at forlade EU's område og dermed fratages den effektive nydelse af sine rettigheder, hvis barnets forælder (tredjelandsstatsborger) nægtes ophold, er det relevant, men ikke tilstrækkeligt, at den anden forælder (unionsborger) er i stand til og villig til at påtage sig det daglige ansvar.
• En sådan bedømmelse skal baseres på barnets tarv og alle sagens omstændigheder, herunder barnets alder, udvikling, følelsesmæssige tilknytning til begge forældre og risikoen ved adskillelse fra tredjelandsstatsborgeren.
• Artikel 20 TEUF er ikke til hinder for, at en medlemsstat kræver, at en tredjelandsstatsborger (forælder til et mindreårigt barn, der er statsborger i medlemsstaten, og som faktisk drager omsorg for barnet) fremlægger oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at et afslag på ophold vil fratage barnet den effektive nydelse af sine rettigheder som unionsborger, idet barnet ville blive nødsaget til at forlade Unionens område som helhed.
• De kompetente myndigheder i medlemsstaten skal foretage de nødvendige undersøgelser på baggrund af de fremlagte oplysninger for at vurdere, om et afslag vil have sådanne konsekvenser, under hensyntagen til alle sagens omstændigheder.

Retlige Principper

Domstolen baserede sin afgørelse på følgende principper:

• Unionsborgerskab (Artikel 20 TEUF): Artikel 20 TEUF forhindrer nationale foranstaltninger, der fratager unionsborgere den effektive nydelse af deres rettigheder. Dette omfatter retten til at opholde sig på EU's område.
• Afledte Rettigheder: Tredjelandsstatsborgere har ikke selvstændige rettigheder, men kan have afledte rettigheder baseret på unionsborgerens rettigheder. Disse afledte rettigheder har til formål at sikre, at unionsborgerens rettigheder ikke undermineres.
• Barnets Tarv: Ved vurderingen af, om en tredjelandsstatsborger har ret til ophold, skal der tages hensyn til barnets tarv, jf. artikel 24, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Dette indebærer en vurdering af barnets alder, udvikling, følelsesmæssige tilknytning til begge forældre og risikoen ved adskillelse.
• Proportionalitet: Nationale foranstaltninger, der begrænser unionsborgeres rettigheder, skal være proportionale og nødvendige for at nå et legitimt mål.
• Bevisbyrde: Selvom det primært er tredjelandsstatsborgerens ansvar at fremlægge bevis for afledte rettigheder, skal de nationale myndigheder foretage de nødvendige undersøgelser for at sikre, at EU-rettens effektive virkning ikke undermineres.