Artikel 63 i direktiv 2014/24: National lovgivning må ikke begrænse adgangen til offentlige kontrakter for sammenslutninger af virksomheder

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Giustizia amministrativa per la Regione siciliana (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager for regionen Sicilien) vedrørende fortolkningen af artikel 63 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud.

Sagen udspringer af en tvist mellem Caruter Srl og S.R.R. Messina Provincia SCpA samt flere kommuner vedrørende tildeling af en offentlig kontrakt for bortskaffelse, indsamling og transport af affald. Caruter anfægtede tildelingen af kontrakten til en anden virksomhedssammenslutning, ATI Pippo Pizzo.

Det centrale spørgsmål er, om artikel 63 i direktiv 2014/24 er til hinder for en national lovgivning, der kræver, at hovedleverandøren i en sammenslutning af økonomiske aktører skal opfylde betingelserne i udbudsbekendtgørelsen og udføre størstedelen af de ydelser, der er omfattet af kontrakten.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den italienske lovgivning kan være i strid med artikel 63 i direktiv 2014/24, idet sidstnævnte artikel ikke synes at begrænse muligheden for, at en økonomisk aktør kan basere sig på andre aktørers kapacitet.

Italienske regering anførte, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling på grund af det rejste problems hypotetiske karakter.

Domstolen afviste den italienske regerings argument og fastslog, at anmodningen kan antages til realitetsbehandling, da den vedrører fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, og forelæggelsesafgørelsen indeholder en tilstrækkelig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 63 i direktiv 2014/24 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der kræver, at den virksomhed, der repræsenterer en sammenslutning af økonomiske aktører i en offentlig kontraktprocedure, skal opfylde alle betingelser i udbudsbekendtgørelsen og udføre størstedelen af kontraktens ydelser.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den nationale lovgivning pålægger hovedleverandøren en strengere betingelse end direktivet, som kun tillader ordregivende myndigheder at kræve, at visse centrale opgaver udføres af en deltager i sammenslutningen. Den nationale lovgivning kræver derimod, at hovedleverandøren udfører størstedelen af alle ydelser, hvilket er en mere vidtgående begrænsning.

Domstolen fremhævede, at direktivet giver ordregivende myndigheder mulighed for at kræve, at visse centrale opgaver udføres direkte af tilbudsgiveren eller en deltager i en sammenslutning, men den nationale lovgivning kræver horisontalt for alle offentlige kontrakter, at hovedleverandøren udfører størstedelen af ydelserne. Dette går ud over, hvad direktivet tillader.

Domstolen bemærkede også, at selvom medlemsstaterne kan fastsætte standardbetingelser for, hvordan økonomiske aktører skal opfylde betingelserne vedrørende økonomisk og finansiel formåen eller teknisk og faglig formåen, går en regel, der forpligter hovedleverandøren til at udføre størstedelen af opgaverne, ud over, hvad der er tilladt i henhold til direktivet. En sådan regel begrænser sig ikke til at præcisere, hvordan en sammenslutning skal sikre sin besiddelse af de nødvendige ressourcer, men vedrører selve udførelsen af kontrakten.

Domstolen understregede, at EU-lovgivers ønske er at begrænse de krav, der kan pålægges en virksomhed i en sammenslutning, for at lette adgangen til offentlige kontrakter for sammenslutninger af små og mellemstore virksomheder. Et krav om, at hovedleverandøren skal udføre størstedelen af ydelserne, er i strid med dette formål.

Centrale EU-retlige principper

• Direktiv 2014/24/EU: Dette direktiv omhandler offentlige udbud og har til formål at koordinere de nationale udbudsprocedurer for at sikre, at principperne om fri bevægelighed for varer, etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser overholdes.
• Artikel 63 i direktiv 2014/24/EU: Denne artikel omhandler muligheden for økonomiske aktører at basere sig på andre enheders kapacitet for at opfylde kravene til økonomisk, finansiel, teknisk og faglig formåen.
• Proportionalitetsprincippet: Dette princip kræver, at de foranstaltninger, der træffes, ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål. I denne sag vurderede Domstolen, om den nationale lovgivning var proportional i forhold til målet om at sikre en effektiv udførelse af offentlige kontrakter.
• Princippet om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser: Disse principper, som er fastsat i artikel 49 og 56 TEUF, sikrer, at virksomheder og tjenesteydere kan etablere sig og udbyde deres tjenester frit i hele EU. Domstolen fortolkede direktivet i overensstemmelse med disse principper.

Anvendelse af principperne

Domstolen fandt, at den italienske lovgivning var i strid med artikel 63 i direktiv 2014/24, da den pålagde en mere restriktiv betingelse end det, der er tilladt i henhold til EU-retten. Domstolen understregede, at EU-retten har til formål at fremme adgangen til offentlige kontrakter for små og mellemstore virksomheder, og at den nationale lovgivning unødigt begrænsede denne adgang.