Yderligere tildeling af betalingsrettigheder til unge landbrugere fra den nationale reserve

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Schwerin vedrørende fortolkningen af artikel 30, stk. 6, i forordning nr. 1307/2013 og artikel 28, stk. 2, i delegeret forordning nr. 639/2014.

Sagen drejer sig om F.D., en ung landbruger i Tyskland, og Staatliches Amt für Landwirtschaft und Umwelt Mittleres Mecklenburg (statskontoret). F.D. havde allerede modtaget betalingsrettigheder i 2015 baseret på sit areal. I 2016 ansøgte hun om yderligere betalingsrettigheder, da hendes landbrugsareal var blevet større. Statskontoret afslog ansøgningen med den begrundelse, at hun allerede havde modtaget betalingsrettigheder.

F.D. anlagde sag ved Verwaltungsgericht Schwerin og argumenterede for, at hun var berettiget til yderligere betalingsrettigheder i henhold til artikel 30, stk. 6, i forordning nr. 1307/2013 og artikel 28, stk. 2, i delegeret forordning nr. 639/2014.

Statskontoret argumenterede for, at artikel 30 i forordning nr. 1307/2013 kun var beregnet til at give landbrugere, der ikke opfyldte betingelserne i artikel 24 i 2015, mulighed for at få tildelt betalingsrettigheder, og ikke til at give landbrugere, der allerede havde modtaget betalingsrettigheder, yderligere rettigheder.

Verwaltungsgericht Schwerin forelagde herefter et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen om, hvorvidt artikel 30, stk. 6, i forordning nr. 1307/2013 giver en ung landbruger ret til yderligere betalingsrettigheder, selvom vedkommende allerede har modtaget betalingsrettigheder i henhold til artikel 24 i samme forordning.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 30, stk. 6, i forordning nr. 1307/2013 sammenholdt med artikel 28, stk. 2, i delegeret forordning nr. 639/2014 skal fortolkes således, at en ung landbruger, der allerede har modtaget en første tildeling af betalingsrettigheder svarende til det antal støtteberettigede hektar, vedkommende har anmeldt, har ret til en yderligere tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve. Denne ret er betinget af, at der er tilstrækkelige midler til rådighed i de nationale eller regionale reserver. Hvis midlerne er utilstrækkelige, skal tildelingen ske på en måde, der sikrer ligebehandling af landbrugerne og undgår markeds- og konkurrenceforvridning.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Ordlyden af artikel 30, stk. 6, der indikerer en forpligtelse for medlemsstaterne til at prioritere unge landbrugere ved tildeling af betalingsrettigheder.
• Sammenhængen med artikel 28, stk. 2, i delegeret forordning nr. 639/2014, der fastlægger metoden for beregning af yderligere betalingsrettigheder til unge landbrugere.
• Formålet med forordning nr. 1307/2013, der er at lette adgangen til ordningen for unge landbrugere.

Domstolen præciserede, at en første tildeling af betalingsrettigheder i henhold til artikel 24 ikke udelukker en efterfølgende tildeling fra den nationale reserve i henhold til artikel 30, stk. 6.

Retlige principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Fortolkning af EU-ret: Ved fortolkning af en EU-retlig bestemmelse skal der tages hensyn til ordlyden, sammenhængen og formålet med den ordning, bestemmelsen udgør en del af.
• Prioritering af unge landbrugere: Artikel 30, stk. 6, i forordning nr. 1307/2013 fastsætter en bindende ramme for medlemsstaterne ved tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve til unge landbrugere.
• Ligebehandling: Hvis der ikke er tilstrækkelige midler i den nationale reserve, skal tildelingen ske på en måde, der sikrer ligebehandling af landbrugerne og undgår markeds- og konkurrenceforvridning.
• Bemyndigelse til Kommissionen: Artikel 35, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1307/2013 giver Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter vedrørende fastsættelse og beregning af værdien og antallet af betalingsrettigheder fra den nationale reserve.

Domstolen understregede, at artikel 28 i delegeret forordning nr. 639/2014 alene har til formål at gennemføre reglerne om fastsættelse og beregning af det antal betalingsrettigheder, der er modtaget fra den nationale reserve eller de regionale reserver i henhold til artikel 30, stk. 6, i forordning nr. 1307/2013, og ikke i sig selv danner grundlag for tildelingen af en betalingsrettighed fra den nationale reserve.