Søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt ved annullationssøgsmål: Meddelelse vs. Offentliggørelse

Den Portugisiske Republik anlagde sag ved EU-Domstolen med påstand om ophævelse af Rettens kendelse, der afviste Republikkens søgsmål om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse vedrørende udelukkelse af visse udgifter fra EU-finansiering (EGFL og ELFUL). Kommissionen havde anvendt en finansiel korrektion på 137 mio. EUR på Portugal for regnskabsårene 2010-2012.

Den Portugisiske Republik argumenterede for, at søgsmålsfristen først begyndte at løbe fra den 20. juli 2015, hvor de modtog en berigtiget udgave af afgørelsen, og ikke fra den 23. juni 2015, hvor den oprindelige afgørelse blev meddelt. Republikken mente, at offentliggørelsen i EU-Tidende var afgørende for fristens begyndelse, og at Retten burde have fortolket artikel 263 TEUF på en måde, der ikke medførte forældelse af søgsmålet.

Kommissionen anførte, at søgsmålet var anlagt for sent, da fristen skulle regnes fra den 23. juni 2015, hvor afgørelsen blev meddelt. Kommissionen hævdede, at meddelelsen den 20. juli 2015 kun vedrørte en teknisk berigtigelse af bilaget og ikke påvirkede afgørelsens indhold.

Retten afviste Portugals søgsmål som for sent anlagt, idet søgsmålsfristen begyndte at løbe ved meddelelsen den 23. juni 2015. Portugal appellerede denne afgørelse til EU-Domstolen.

Afgørelse

• Domstolen forkastede appellen i sin helhed.
• Den Portugisiske Republik blev pålagt at betale sagsomkostningerne.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at Retten ikke havde begået retlige fejl ved at fastslå, at søgsmålsfristen skulle beregnes fra datoen for meddelelsen af afgørelsen til Den Portugisiske Republik og ikke fra datoen for offentliggørelsen i EU-Tidende. Domstolen fremhævede, at meddelelsen af afgørelsen den 23. juni 2015 gjorde det muligt for Den Portugisiske Republik at få kendskab til både afgørelsens indhold og begrundelsen herfor. Meddelelsen den 20. juli 2015 ændrede alene trykformatet af bilaget og påvirkede ikke den portugisiske sprogudgave.

Domstolen afviste argumentet om, at Kommissionen havde udvist en adfærd, der kunne fremkalde en undskyldelig vildfarelse, idet bestemmelserne om søgsmålsfristen var klare, og der ikke var grundlag for fortolkningstvivl. Domstolen henviste til fast praksis om, at en afgørelse, der blot bekræfter en tidligere afgørelse, ikke kan medføre en ny søgsmålsfrist.

Retlige Principper

• Søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt: Domstolen bekræftede, at søgsmålsfristen for annullationssøgsmål mod en afgørelse rettet til en medlemsstat, begynder at løbe fra datoen for meddelelsen af afgørelsen til den pågældende medlemsstat, og ikke fra datoen for offentliggørelsen i EU-Tidende.
• Artikel 263, stk. 6, TEUF: Domstolen fastslog, at bestemmelsen skal fortolkes således, at meddelelse af en retsakt ikke er subsidiær i forhold til retsaktens offentliggørelse i EU-Tidende, når det drejer sig om fastsættelsen af begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen for adressaten.
• Artikel 297, stk. 2, TEUF: Domstolen præciserede, at afgørelser, der angiver, hvem de er rettet til, meddeles dem, som de er rettet til, og får virkning ved denne meddelelse.
• Retssikkerhedsprincippet: Domstolen afviste, at fortolkningen af artikel 263, stk. 6, TEUF var i strid med retssikkerhedsprincippet, idet bestemmelsen er klar og ikke giver anledning til fortolkningstvivl.
• Bekræftende afgørelser: Domstolen bekræftede, at en afgørelse, der blot bekræfter en tidligere afgørelse, ikke kan medføre, at en ny søgsmålsfrist begynder at løbe.