Gyldigheden af frihedsberøvelse af asylansøgere for at fastslå identitet eller nationalitet

Sagen omhandler gyldigheden af artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra a) og b), i direktiv 2013/33 om standarder for modtagelse af asylansøgere, set i lyset af retten til frihed i EU-charteret om grundlæggende rettigheder.

Sagen er anlagt af K. mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (statssekretæren for sikkerhed og justits) i Nederlandene, vedrørende frihedsberøvelse af K.

Den forelæggende ret betvivler gyldigheden af direktivets artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra a) og b), henset til chartrets artikel 6, da bestemmelsen tillader frihedsberøvelse af asylansøgere for at fastslå identitet eller nationalitet, eller for at fastlægge de forhold, som ansøgningen støttes på.

Parternes argumenter

• K. anfører, at artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra a) og b), i direktiv 2013/33 er i strid med EMRK’s artikel 5 og dermed også chartrets artikel 6.
• Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie argumenterer for, at frihedsberøvelsen er nødvendig for at fastslå K.'s identitet og for at indsamle de nødvendige oplysninger til vurdering af hans asylansøgning.

Hovedspørgsmålet

Er artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra a) og b), i direktiv 2013/33 forenelig med chartrets artikel 6 om retten til frihed og sikkerhed, når en asylansøger frihedsberøves administrativt?

Domstolens vurdering

• Domstolen bemærker, at retten til frihed er en grundlæggende rettighed, men at den kan begrænses under visse betingelser.
• Domstolen fremhæver, at direktivets artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra a) og b), giver mulighed for at frihedsberøve en ansøger om international beskyttelse for at fastlægge eller kontrollere vedkommendes identitet eller nationalitet, eller for at fastlægge de forhold, som ansøgningen støttes på, der ikke kan fastlægges uden frihedsberøvelse, navnlig hvis der er en risiko for, at ansøgeren forsvinder. Ved at tillade en sådan foranstaltning begrænser bestemmelsen udøvelsen af den ret til frihed, der er beskyttet ved chartrets artikel 6.
• Domstolen fastslår, at begrænsningen er fastsat i lovgivningen, respekterer rettens væsentlige indhold og er proportional med det mål, der forfølges, nemlig et velfungerende fælles europæisk asylsystem.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra a) og b), i direktiv 2013/33 ikke er ugyldig i lyset af artikel 6 og artikel 52, stk. 1 og 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Begrænsningen af retten til frihed er fastsat i en EU-retsakt og berører ikke rettens væsentlige indhold.
• Et velfungerende fælles europæisk asylsystem er et mål af almen interesse.
• Frihedsberøvelse er en egnet foranstaltning til at sikre et velfungerende asylsystem, da det muliggør identifikation af ansøgere og vurdering af deres ret til beskyttelse.
• Artikel 8 i direktiv 2013/33 indeholder betingelser, der sikrer, at frihedsberøvelse kun anvendes som sidste udvej og under iagttagelse af strenge garantier.
• Bestemmelsen udspringer af en rimelig afvejning mellem hensynet til ansøgerens ret til frihed og kravene til et velfungerende asylsystem.
• EU-lovgiver har ikke tilsidesat det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra f).

Retlige Principper

• Grundlæggende Rettigheder: Chartrets artikel 6 om retten til frihed og sikkerhed.
• Begrænsning af Rettigheder: Chartrets artikel 52, stk. 1, om betingelserne for at begrænse udøvelsen af rettigheder og friheder.
• Proportionalitetsprincippet: Begrænsninger skal være nødvendige og forholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål.
• Fælles Europæisk Asylsystem: Et velfungerende asylsystem er et mål af almen interesse, der anerkendes af Unionen.
• Samarbejde: Ansøgere om international beskyttelse er forpligtede til at samarbejde med de kompetente myndigheder.
• Sidste Udvej: Frihedsberøvelse skal være en sidste udvej, når andre mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
• Processuelle Garantier: Afgørelser om frihedsberøvelse skal træffes skriftligt og indeholde en begrundelse, og ansøgeren skal have adgang til retlig prøvelse.
• EMRK: Ved fortolkningen af chartrets artikel 6 skal der tages hensyn til EMRK’s artikel 5, stk. 1.