Command Palette

Search for a command to run...

Gyldigheden af frihedsberøvelse af asylansøgere af hensyn til national sikkerhed og offentlig orden

Dato

14. februar 2016

Udsteder

Domstolen

Land

Nederlandene

Dommer

EU’s institutioner og organer, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union, EU-medlemsstater, Nederlandene, Europa-Kommissionen

Dokument

Nøgleord

Asylret frihedsberøvelse national sikkerhed offentlig orden grundlæggende rettigheder proportionalitetsprincip direktiv 2013/33 chartret om grundlæggende rettigheder tilbagesendelse udvisning indrejseforbud

Sagen omhandler gyldigheden af artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra e), i direktiv 2013/33 om standarder for modtagelse af asylansøgere, set i lyset af retten til frihed og sikkerhed i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Sagen er anlagt af J.N. mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (statssekretæren for sikkerheds- og justitsspørgsmål) i Nederlandene.

Baggrunden er, at J.N., en tredjelandsstatsborger, er blevet frihedsberøvet flere gange i Nederlandene, bl.a. på grund af risiko for at udgøre en fare for den nationale sikkerhed eller den offentlige orden.

Raad van State (Nederlandenes øverste domstol i forvaltningsretlige sager) forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen om, hvorvidt artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra e), i direktiv 2013/33 er gyldig, når en asylansøger frihedsberøves af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden, selvom vedkommende har ret til at forblive i medlemsstaten under behandlingen af sin asylansøgning.

Statssekretæren argumenterede for, at frihedsberøvelsen var nødvendig og proportional for at beskytte den nationale sikkerhed og offentlige orden.

Domstolen skulle vurdere, om bestemmelsen i direktivet overholdt chartrets krav om beskyttelse af retten til frihed og sikkerhed, og om begrænsningerne var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 8, stk. 3, første afsnit, litra e), i direktiv 2013/33 ikke er ugyldig i lyset af artikel 6 og artikel 52, stk. 1 og 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Domstolen understregede, at bestemmelsen om frihedsberøvelse af asylansøgere af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden er underlagt strenge betingelser og proportionalitetsprincippet.

Domstolen præciserede, at:

  • Begrænsningen af retten til frihed er fastsat i lovgivningen.
  • Det væsentlige indhold af retten til frihed respekteres.
  • Begrænsningen forfølger et mål af almen interesse anerkendt af Unionen.
  • Frihedsberøvelsen skal være nødvendig og proportional.

Domstolen fremhævede, at medlemsstaterne skal sikre, at den individuelle adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn eller mod den omhandlede medlemsstats indre eller ydre sikkerhed, før frihedsberøvelse kan finde sted.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

  • Grundlæggende Rettigheder: Chartret om grundlæggende rettigheder og EMRK sikrer retten til frihed og sikkerhed. Begrænsninger skal være fastsat ved lov, respektere rettighedernes væsentligste indhold og være proportionale.
  • Proportionalitetsprincippet: Indgreb i grundlæggende rettigheder skal være egnede, nødvendige og proportionale i forhold til det tilsigtede mål.
  • Direktiv 2013/33: Artikel 8, stk. 3, litra e), tillader frihedsberøvelse af asylansøgere, når det er nødvendigt for at beskytte national sikkerhed eller offentlig orden, men kun under strenge betingelser.
  • Effektiv Virkning: Medlemsstaterne skal sikre, at EU-retten har effektiv virkning, herunder at tilbagesendelsesprocedurer genoptages hurtigt efter afslag på asylansøgninger.
  • Fortolkning i Overensstemmelse med EMRK: EU-retten skal fortolkes i overensstemmelse med EMRK, men EU-Domstolen har autonomi til at sikre et højere beskyttelsesniveau.

Domstolen understregede, at proportionalitetsprincippet kræver en afvejning af den enkeltes ret til frihed og samfundets behov for beskyttelse af den nationale sikkerhed og offentlige orden. Frihedsberøvelse må kun anvendes som en sidste udvej, når mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Lignende afgørelser