Frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere: Forholdet mellem Dublin III-forordningen og direktiv 2008/115

Sagen omhandler fortolkningen af EU-retten vedrørende frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere, særligt forholdet mellem frihedsberøvelse i henhold til Dublin III-forordningen og direktiv 2008/115 om tilbagesendelse.

Sagen drejer sig om C, en tredjelandsstatsborger, der først blev frihedsberøvet i henhold til Dublin III-forordningen med henblik på overførsel til Spanien. Da dette ikke lykkedes, blev han efterfølgende frihedsberøvet i henhold til direktiv 2008/115 med henblik på udsendelse til Marokko. Den nationale ret forelagde spørgsmålet om, hvorvidt ulovligheden af den første frihedsberøvelse (Dublin III) påvirker lovligheden af den anden (direktiv 2008/115), og om den pågældende i så fald skal løslades.

Parternes argumenter:

• C's argumenter: Den første frihedsberøvelse blev ulovlig, da Spanien afviste overførslen. Myndighederne overskred den tilladte frist for at pålægge en ny frihedsberøvelse på et andet grundlag, hvilket gør den efterfølgende frihedsberøvelse ulovlig.
• Statssekretærens argumenter: Ulovligheden af den første frihedsberøvelse påvirker ikke lovligheden af den anden, som er baseret på et selvstændigt grundlag. Statssekretæren tilbød erstatning for den fejlbehæftede første frihedsberøvelse.

Centrale spørgsmål:

• Skal en person løslades, hvis en tidligere frihedsberøvelse var ulovlig, selvom den nuværende frihedsberøvelse er lovlig?
• Er national praksis, der tillader opretholdelse af frihedsberøvelse trods tidligere ulovlighed, forenelig med EU-retten?

Domstolen fastslår, at ulovligheden af den første frihedsberøvelse ikke automatisk gør den anden ulovlig. De to frihedsberøvelser er baseret på forskellige regelsæt, og en efterfølgende frihedsberøvelse kan være berettiget, selvom den første var ulovlig. Dog skal alle frihedsberøvelser overholde strenge betingelser og må ikke være vilkårlige.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 15, stk. 2 og 4, i direktiv 2008/115, artikel 9, stk. 3, i direktiv 2013/33 og artikel 28, stk. 4, i Dublin III-forordningen, sammenholdt med artikel 6 og 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for national lovgivning, der ikke forpligter den kompetente retslige myndighed til at løslade en tredjelandsstatsborger, der er frihedsberøvet i henhold til direktiv 2008/115, alene med den begrundelse, at den pågældende, hvis frihedsberøvelse oprindeligt var baseret på Dublin III-forordningen, ikke blev løsladt umiddelbart efter, at denne foranstaltning blev kendt ulovlig.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en ulovlig frihedsberøvelse under Dublin III-forordningen ikke automatisk ugyldiggør en efterfølgende frihedsberøvelse under direktiv 2008/115. De to regelsæt er forskellige, og en ansøger om international beskyttelse kan ikke samtidig frihedsberøves under begge direktiver. Dog kan en tilbagesendelsesprocedure fortsætte, hvis asylansøgningen afvises, for at sikre en effektiv tilbagesendelse af tredjelandsborgere med ulovligt ophold.

Domstolen understreger, at alle frihedsberøvelser skal overholde strenge betingelser og må ikke være vilkårlige. Medlemsstaterne skal sikre effektive retsmidler, så den kompetente retslige myndighed kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen og om nødvendigt beordre løsladelse. Erstatning kan tilkendes for ulovlig frihedsberøvelse, men dette udelukker ikke, at en efterfølgende frihedsberøvelse kan være lovlig.

Retlige principper

• Retten til frihed: Enhver frihedsberøvelse er et alvorligt indgreb i retten til frihed, som er beskyttet i EU-chartrets artikel 6.
• Strenge betingelser for frihedsberøvelse: Frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere skal overholde strenge betingelser fastsat i EU-retten og national ret.
• Omgående løsladelse: Hvis betingelserne for lovlig frihedsberøvelse ikke er opfyldt, skal den pågældende person omgående løslades.
• Forskellige regelsæt: Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse (direktiv 2008/115) og frihedsberøvelse af asylansøgere (direktiv 2013/33 og Dublin III-forordningen) er underlagt forskellige regelsæt.
• Effektiv domstolsbeskyttelse: Medlemsstaterne skal sikre effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der følger af EU-retten, herunder retten til at anfægte lovligheden af frihedsberøvelse.
• Proportionalitet: Frihedsberøvelse skal være proportional med det mål, der søges opnået, og må ikke være vilkårlig eller baseret på ond tro.
• Ret til erstatning: Personer, der ulovligt er blevet frihedsberøvet, har ret til erstatning for den skade, de har lidt.