Godtgørelse og erstatning til handelsagenter ved kontraktophør: Fortolkning af direktiv 86/653

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d’appel de Bruxelles vedrørende fortolkningen af artikel 17, stk. 2, i direktiv 86/653 om selvstændige handelsagenter. Sagen er anlagt af Quenon K. SPRL mod Beobank SA og Metlife Insurance SA vedrørende betaling af godtgørelse og skadeserstatning efter opsigelse af en agenturkontrakt.

Quenon krævede yderligere erstatning ud over den udbetalte udligningsgodtgørelse, hvilket Beobank og Metlife bestred, idet de mente, at national lovgivning ikke tillader kumulering af godtgørelses- og erstatningsordninger.

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om artikel 17 i direktivet tillader national lovgivning, der giver en handelsagent ret til både en kundegodtgørelse og en erstatning, der dækker forskellen mellem det faktiske tab og godtgørelsen, samt om muligheden for supplerende erstatning er betinget af kontraktuel misligholdelse eller en ansvarspådragende handling fra agenturgiverens side.

Domstolen bemærkede, at direktivet har til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om handelsagenturkontrakter og sikre handelsagenters retsbeskyttelse. Medlemsstaterne kan vælge mellem en godtgørelsesordning eller en skadeserstatningsordning, men direktivet indeholder ikke detaljerede anvisninger om beregningsmetoder.

Domstolen fastslog, at direktivet ikke er til hinder for en national bestemmelse, der tillader både kundegodtgørelse og supplerende skadeserstatning, forudsat at det ikke fører til dobbelt kompensation for tab af provision. Ydelse af skadeserstatning er ikke betinget af ansvarspådragende adfærd fra agenturgiverens side, men det kræver, at det påståede tab er adskilt fra det, der dækkes af kundegodtgørelsen.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 17, stk. 2, i direktiv 86/653 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national bestemmelse, der giver en handelsagent ret til både en kundegodtgørelse (begrænset til et års vederlag) og supplerende skadeserstatning, hvis godtgørelsen ikke dækker det fulde tab, forudsat at dette ikke fører til dobbelt kompensation for tab af provision efter kontraktens ophør.

Domstolen præciserede også, at artikel 17, stk. 2, litra c), i direktiv 86/653 skal fortolkes således, at udbetaling af skadeserstatning ikke er betinget af bevis for ansvarspådragende adfærd fra agenturgiverens side eller en årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det påståede tab. Det kræves dog, at det påståede tab er adskilt fra det tab, der dækkes af kundegodtgørelsen.

Retlige principper

• Direktiv 86/653's artikel 17, stk. 2: Denne artikel omhandler godtgørelse til handelsagenter ved kontraktens ophør.
• Medlemsstaternes skønsbeføjelse: Medlemsstaterne har en vis skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af metoder til beregning af godtgørelse eller erstatning, men de må ikke kumulere ordningerne om kundegodtgørelse og skadeserstatning.
• Harmonisering: Direktivet harmoniserer betingelserne for kundegodtgørelse, men ikke alle former for erstatning, som handelsagenter kan kræve i henhold til national lovgivning.
• Forbud mod dobbelt kompensation: Skadeserstatning må ikke føre til dobbelt kompensation for samme tab, især tab af provision efter kontraktens ophør.
• National ret: Betingelserne for skadeserstatning fastsættes af medlemsstaterne under udøvelse af deres skønsbeføjelse, så længe det sikres, at der ikke sker dobbelt kompensation.