Beskatning af kapitalindtægter fra udenlandske investeringsfonde og frie kapitalbevægelser

Domstolens dom omhandler fortolkningen af artikel 64 TEUF vedrørende frie kapitalbevægelser i relation til beskatning af kapitalindtægter fra udenlandske investeringsfonde.

Sagen drejer sig om Ingeborg Wagner-Raith, arving efter Maria Schweier, og Finanzamt Ulm (den tyske skattemyndighed). Tvisten opstod som følge af beskatningen af kapitalindtægter fra andele i investeringsfonde med hjemsted på Caymanøerne, som blev betragtet som "sorte fonde" i henhold til tysk lovgivning, da de ikke havde opfyldt visse oplysnings- og dokumentationskrav.

Finanzamt Ulm ansatte kapitalindtægterne fra disse andele til et fast beløb baseret på § 18, stk. 3, i den tyske lov om salg af andele i udenlandske investeringsfonde (AuslInvestmG). Maria Schweier anfægtede denne faste beskatning og hævdede, at den var uforenelig med princippet om frie kapitalbevægelser.

Bundesfinanzhof forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om en national lovgivning, der fastsætter en fast beskatning af indtægter fra andele i udenlandske investeringsfonde, udgør en restriktion på kapitalbevægelser, der vedrører levering af finansielle tjenesteydelser, og dermed potentielt er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 64, stk. 1, TEUF.

Finanzamt argumenterede for, at AuslInvestmG’s § 18, stk. 3, var omfattet af "standstill"-klausulen i artikel 64, stk. 1, TEUF, da den vedrørte levering af finansielle tjenesteydelser og direkte investeringer.

Maria Schweier hævdede, at den faste beskatning var uforenelig med princippet om frie kapitalbevægelser, og at beskatningen skulle baseres på de faktiske indtægter.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 64 TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, der fastsætter en fast beskatning af indtægter fra kapitalandele i ikke-hjemmehørende investeringsfonde, når disse ikke har opfyldt visse lovkrav, udgør en foranstaltning, der omhandler kapitalbevægelser relateret til levering af finansielle tjenesteydelser.

Domstolen præciserede, at en sådan national lovgivning kan afholde investorer fra at investere i udenlandske fonde, hvilket begrænser deres adgang til de finansielle tjenesteydelser, som disse fonde tilbyder. Dette er i strid med princippet om frie kapitalbevægelser, medmindre lovgivningen var gældende før den 31. december 1993.

Retlige Principper

• Frie Kapitalbevægelser: Artikel 63 TEUF forbyder restriktioner på kapitalbevægelser mellem medlemsstater samt mellem medlemsstater og tredjelande.
• Undtagelse for Finansielle Tjenesteydelser: Artikel 64 TEUF tillader visse restriktioner, hvis de vedrører kapitalbevægelser, der involverer levering af finansielle tjenesteydelser, og som eksisterede før den 31. december 1993.
• Streng Fortolkning af Undtagelser: Undtagelser fra de grundlæggende friheder skal fortolkes restriktivt for at sikre, at de ikke underminerer den generelle regel.
• Årsagssammenhæng: For at en national foranstaltning kan falde ind under undtagelsen i artikel 64 TEUF, skal der være en direkte årsagssammenhæng mellem kapitalbevægelsen og leveringen af finansielle tjenesteydelser.
• Afgrænsning mellem Tjenesteydelser og Kapitalbevægelser: Domstolen understregede, at bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser har forskellige anvendelsesområder, selvom de er tæt forbundne. En national lovgivning, der primært vedrører levering af finansielle tjenesteydelser, falder ind under bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser, mens foranstaltninger, der primært vedrører kapitalbevægelser, falder ind under bestemmelserne om frie kapitalbevægelser.