Fradrag for vedligeholdelse af fredet bygning: Etableringsfrihed og beskyttelse af national kulturarv

Sagen omhandler en nederlandsk statsborger (X), der flyttede til Belgien og ejede et slot, der var fredet i Belgien, men ikke i Nederlandene. X søgte at fradrage udgifter til vedligeholdelse af slottet i sin nederlandske indkomstskat. De nederlandske skattemyndigheder afviste fradraget, fordi slottet ikke var registreret som fredet i Nederlandene.

Hoge Raad der Nederlanden forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om EU-retten, særligt reglerne om etableringsfrihed og fri kapitalbevægelse, var til hinder for, at X ikke kunne fradrage disse udgifter.

Parternes argumenter:

• X argumenterede for, at nægtelsen af fradrag udgjorde en ulovlig begrænsning af etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser.
• De nederlandske skattemyndigheder hævdede, at fradraget var betinget af, at ejendommen var fredet i Nederlandene, for at beskytte den nationale kulturarv.

Domstolen skulle vurdere, om den nederlandske skattelovgivning var i overensstemmelse med EU-retten, særligt artikel 49 TEUF om etableringsfrihed.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der, med henblik på at beskytte den nationale kulturarv, kun tillader fradrag for udgifter til fredede bygningsværker for ejere af bygninger beliggende på dens eget område. Dette gælder dog kun, såfremt det også er muligt for ejere af bygningsværker, der kan udgøre en del af denne medlemsstats kulturelle og historiske arv, selvom de er beliggende i en anden medlemsstat.

Domstolen præciserede, at en sådan forskelsbehandling er acceptabel, medmindre den skattepligtige kan bevise, at ejendommen, selvom den ligger i en anden medlemsstat, udgør en del af den nationale kulturarv og derfor bør være omfattet af den nationale lovgivning om fredede bygninger.

Retlige Principper

• Etableringsfrihed (Artikel 49 TEUF): Domstolen bekræftede, at artikel 49 TEUF forhindrer nationale regler, der begrænser etableringsfriheden, selvom de anvendes uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
• Forskelsbehandling: Forskelsbehandling mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende er kun relevant, hvis de to grupper er i en sammenlignelig situation under hensyntagen til formålet med de nationale bestemmelser.
• Beskyttelse af national kulturarv: Medlemsstaterne har en legitim interesse i at beskytte deres kulturarv, og skattemæssige foranstaltninger kan være berettigede, selvom de potentielt begrænser etableringsfriheden.
• Objektivt sammenlignelige situationer: Forskelsbehandling er kun problematisk, hvis de berørte skattepligtige befinder sig i objektivt sammenlignelige situationer. I denne sag var ejere af ejendomme beliggende i udlandet som udgangspunkt ikke i en sammenlignelig situation med ejere af ejendomme i Nederlandene, medmindre de kunne bevise en særlig tilknytning til den nederlandske kulturarv.