Fradrag for erhvervsmæssige udgifter: Restriktioner for fri udveksling af tjenesteydelser ved betalinger til tjenesteydere i andre medlemsstater

Sagen omhandler SIAT SA, et belgisk selskab, og État belge (den belgiske stat). SIAT blev nægtet fradrag for erhvervsmæssige udgifter, som selskabet havde bogført som en udgift i sine regnskaber. Udgiften vedrørte en betaling til det luxembourgske selskab MISA, der ifølge de belgiske skattemyndigheder var underlagt en skatteordning, som var betydeligt mere fordelagtig end den belgiske.

De belgiske skattemyndigheder afslog fradraget med henvisning til artikel 54 i den belgiske indkomstskattelov, som fastsætter særlige betingelser for fradrag af betalinger til skattepligtige i andre medlemsstater, der ikke er pålagt indkomstskat eller er underlagt en mere fordelagtig skatteordning.

SIAT anførte, at denne bestemmelse var i strid med artikel 49 EF om fri udveksling af tjenesteydelser. Cour de cassation (Belgiens højesteret) forelagde herefter et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 49 EF.

Det centrale spørgsmål var, om artikel 49 EF er til hinder for en national lovgivning, der gør fradragsretten for erhvervsmæssige udgifter betinget af, at den skattepligtige godtgør, at vederlaget er forbundet med faktiske og oprigtige transaktioner, og at det ikke er større end normalen, når vederlaget betales til en skattepligtig i en anden medlemsstat, der ikke er pålagt indkomstskat eller er underlagt en mere fordelagtig skatteordning, mens en sådan betingelse ikke gælder for betalinger til skattepligtige i samme medlemsstat.

Parternes argumenter

• SIAT: Den belgiske lovgivning udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, da den stiller strengere krav til fradrag for betalinger til tjenesteydere i andre medlemsstater.
• Den belgiske stat: Lovgivningen er begrundet i hensynet til at bekæmpe skattesvig og sikre en effektiv skattekontrol.

Domstolens vurdering

Domstolen fandt, at den belgiske lovgivning udgjorde en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser. Selvom hensynet til at bekæmpe skattesvig og sikre en effektiv skattekontrol kan begrunde en restriktion, må denne ikke gå videre end nødvendigt. Domstolen bemærkede, at den belgiske lovgivning pålægger den skattepligtige en tungere bevisbyrde uden at kræve nogen indikation af skattesvig.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 49 EF er til hinder for en national lovgivning, der nægter fradrag for erhvervsmæssige udgifter betalt til et selskab i en anden medlemsstat, hvis dette selskab ikke er underlagt indkomstskat eller er underlagt en væsentligt mere fordelagtig skatteordning i den pågældende medlemsstat. Dette gælder, medmindre den skattepligtige godtgør, at betalingerne svarer til faktiske og oprigtige transaktioner og ikke overstiger normale grænser, mens sådanne betalinger ifølge den generelle regel kan fradrages, hvis de er nødvendige for at opnå skattepligtige indtægter, og den skattepligtige dokumenterer udgifterne.