Sag om gyldigheden af kundeklausuler for assurandører i Topdanmark efter Ansættelsesklausulloven

Sagen omhandler gyldigheden af kundeklausuler for assurandører i Topdanmark, som er baseret på Funktionærloven § 18a, stk. 6 og to kollektive overenskomster fra 2014. Tvisten opstod efter ikrafttrædelsen af Ansættelsesklausulloven den 1. januar 2016, som ophævede Funktionærloven § 18a.

Parternes Påstande

• Sagsøger (Assurandørforeningen): Påstod, at individuelle kundeklausuler indgået mellem 15. juni 1999 og 31. december 2016 var ugyldige fra 1. april 2017. De argumenterede for, at kollektive overenskomster kun kunne opretholdes, indtil de kunne opsiges, hvilket var 31. marts 2017, jf. Ansættelsesklausulloven § 12, stk. 4. Desuden gjorde de gældende, at individuelle klausuler var ugyldige, hvis de ikke opfyldte kompensationskravet i den ophævede Funktionærloven § 18a, stk. 2.
• Sagsøgte (Topdanmark Forsikring A/S): Påstod frifindelse. Topdanmark argumenterede for, at kundeklausuler indgået før 1. januar 2016 forblev gyldige i henhold til Ansættelsesklausulloven § 12, stk. 5, da disse var individuelt aftalt og ikke krævede en kollektiv overenskomst for deres gyldighed. De fremhævede, at den nye lov ikke var tiltænkt at have tilbagevirkende kraft på allerede eksisterende, gyldige individuelle aftaler.

Baggrund for Tvisten

Topdanmark og Assurandørforeningen indgik i 2014 to kollektive overenskomster for henholdsvis fastlønnede og provisionslønnede assurandører. Disse overenskomster indeholdt enslydende kundeklausuler. Parterne var enige om, at overenskomsterne kunne opsiges til ophør den 31. marts 2017.

Fire anonymiserede ansættelsesaftaler (bilag 8-11) blev fremlagt, som viste, at kundeklausulerne var indarbejdet i individuelle ansættelseskontrakter, ofte med henvisning til de kollektive overenskomster. Et centralt stridspunkt var, hvorvidt disse klausuler, selvom de var baseret på kollektive aftaler, også var gyldigt indgået på individuelt niveau og dermed kunne opretholdes under overgangsreglerne i den nye lov.

Topdanmark fastholdt, at klausulerne var individuelt vedtaget og derfor faldt ind under Ansættelsesklausulloven § 12, stk. 5, som undtager aftaler indgået før 1. januar 2016 fra lovens anvendelsesområde. Assurandørforeningen fastholdt derimod, at klausuler baseret på kollektive aftaler kun kunne opretholdes, indtil den kollektive aftale kunne opsiges, og at individuelle klausuler var ugyldige, hvis de ikke indeholdt kompensation som krævet af den tidligere Funktionærloven § 18a, stk. 2.

Sø- og Handelsretten fandt, at sagen drejede sig om, hvorvidt kundeklausuler baseret på kollektive overenskomster fortsat kunne opretholdes efter ikrafttrædelsen af Ansættelsesklausulloven den 1. januar 2016.

Rettens Begrundelse

Retten lagde til grund, at parterne var enige om, at bestemmelserne om kundeklausuler i de to overenskomster fra 2014 gyldigt kunne anvendes til og med den 31. marts 2017, jf. Ansættelsesklausulloven § 12, stk. 4.

Endvidere var parterne enige om, at kundeklausuler med samme ordlyd, der tillige var indgået eller vedtaget i individuelle ansættelsesforhold før den 1. januar 2016, fortsat gyldigt kunne anvendes, jf. Ansættelsesklausulloven § 12, stk. 5.

De fremlagte fire anonymiserede ansættelsesklausuler (bilag 8-11) viste, at alle disse klausuler var individuelt vedtaget før den 1. januar 2016, og at de havde samme ordlyd som i overenskomsterne og var baseret herpå. Retten fandt, at det ikke ændrede resultatet, at der i bilag 11 ikke var en direkte henvisning til overenskomsten i sammenhæng med kundeklausulen, da klausulen stadig var individuelt vedtaget.

Afgørelse

På baggrund heraf frifandt Sø- og Handelsretten Topdanmark Forsikring A/S for alle Assurandørforeningens påstande.

Finansforbundet som mandatar for Assurandørforeningen i Topdanmark blev pålagt at betale sagsomkostninger på 50.000 kr. (inkl. moms) til Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Topdanmark Forsikring A/S.

Dommen er anket til Højesteret den 10. juli 2020. Sagen er sluttet ved Højesteret den 15. januar 2021. Dommen er anket til Østre Landsret den 29. januar 2021. Sagen er sluttet ved Østre Landsret den 31. januar 2022.