Højesteretsdom om opholdsret efter skilsmisse – Fortolkning af tidspunktet for skilsmisseprocedurens begyndelse

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en pakistansk statsborger, A, har bevaret sin ret til ophold i Danmark efter sin skilsmisse fra B, en dansk statsborger. A havde oprindeligt fået opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til B i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Højesteret skulle vurdere, hvornår proceduren for skilsmisse anses for at være begyndt, da dette har betydning for, om ægteskabet havde varet i mindst tre år på dette tidspunkt, hvilket er en betingelse for at bevare opholdsretten.

Baggrund for sagen

• A, pakistansk statsborger, giftede sig med B den 18. oktober 2014.
• A fik opholdstilladelse den 27. juli 2015 som medfølgende familiemedlem til B.
• Parret blev separeret den 2. marts 2017.
• B indgav ansøgning om skilsmisse den 16. august 2017 til Statsforvaltningen.
• Statsforvaltningen indbragte sagen for Københavns Byret den 31. oktober 2017.
• Skilsmisse blev bevilget den 19. januar 2018.

Det retlige spørgsmål

Det centrale spørgsmål var, om proceduren for skilsmisse begyndte ved indgivelsen af ansøgningen til Statsforvaltningen eller først ved Statsforvaltningens indbringelse af sagen for retten. Dette er afgørende for, om betingelsen om mindst 3 års ægteskab var opfyldt.

Højesterets begrundelse

Højesteret lagde vægt på EU-Domstolens praksis, hvorefter proceduren til skilsmisse anses for indledt, når en af parterne indgiver en begæring om skilsmisse. Højesteret bemærkede, at efter de dagældende regler i Ægteskabslovens § 37, stk. 2, skulle en anmodning om skilsmisse indgives til Statsforvaltningen, og det var ikke muligt at anlægge sag direkte ved domstolene.

Højesterets afgørelse

Højesteret fastslog, at proceduren for skilsmisse begyndte den 16. august 2017, da B indgav ansøgningen til Statsforvaltningen. Da ægteskabet ikke havde varet i mindst 3 år på dette tidspunkt, havde A ikke bevaret retten til ophold i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og fastslog, at A ikke havde bevaret sin opholdsret i Danmark efter skilsmissen. Afgørelsen baseres på en fortolkning af EU-retten og den dagældende Ægteskabslov, hvor proceduren for skilsmisse anses for indledt ved indgivelse af ansøgning til Statsforvaltningen. Da ægteskabet ikke havde varet i 3 år på dette tidspunkt, var betingelserne for at bevare opholdsretten ikke opfyldt.