Kompensation for mistet provision under ferieafholdelse - fortolkning af [Ferielovens § 23, stk. 2](/ref/ferieloven_§_23) ved provisionslønnet ansættelse

Sagen omhandlede en salgsrådgiver, A, ansat hos V A/S, hvis løn bestod af en fast grundløn og en betydelig provisionsandel. Provisionsudbetalingen var betinget af kundens underskrift på en finansieringsaftale i forbindelse med bilkøb, og A's mulighed for at opnå provision var betinget af fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen. Sagen drejede sig primært om, hvorvidt A havde krav på kompensation for mistet provision som følge af ferieafholdelse, samt aflønning under sygdom.

Baggrund og Ansættelsesforhold

A blev ansat som salgsrådgiver den 1. juli 2013 med en fast månedsløn på 28.000 kr. og en finansieringsbonus på 33% af anvisningsprovisionen. Provisionsandelen udgjorde 17,13% af den samlede løn i 2013 og 33-37% i de efterfølgende år. Det var ubestridt, at provisionen udløstes ved kundens underskrift på en finansieringsaftale, og at udbetalingstidspunktet varierede meget, afhængigt af bilens leveringstid.

Parternes Påstande

Kristelig Fagforening, som mandatar for A, påstod principalt, at V A/S skulle betale A 73.293,06 kr. med procesrente. Beløbet dækkede kompensation for mistet provision under ferie i årene 2014-2017 samt manglende løn under sygdom i 2015 og 2016.

DI, som mandatar for V A/S, påstod principalt frifindelse og subsidiært betaling af et mindre beløb. DI anførte, at svingninger i provision skyldtes markedets og kundernes forhold, ikke sælgerens ferie, og at A skulle bevise et kausalt tab som følge af ferieafholdelsen. DI bestred desuden beregningsmetoden for kompensation og påstod, at allerede udbetalt ferietillæg skulle modregnes.

Opgørelse af Krav

Kristelig Fagforenings opgørelse af A's krav var som følger:

DI bestred beløbet for 2017 (15.746,98 kr.), men ikke den øvrige beløbsmæssige opgørelse.

Sø- og Handelsretten fandt, at A's mulighed for at opnå provision var betinget af fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen. Retten konkluderede derfor, at A havde mistet provision som følge af sin ferieafholdelse, og at betingelsen for kompensation i henhold til Ferieloven § 23, stk. 2 var opfyldt.

Retten fandt ikke grundlag for at fravige princippet om, at kompensationen for mistet provision skulle udgøre ret til feriegodtgørelse på 12,5%, med henvisning til lovbemærkningerne og tidligere domme fra Højesteret og Østre Landsret. Oplysninger om generelle sæsonudsving i bilsalget blev ikke anset for tilstrækkeligt grundlag til at fratage A retten til kompensation.

Vedrørende kravet om løn under sygdom var retten enig i, at Funktionærloven § 9 også omfatter en beregnet andel af provision. Da der ikke var tvist om den beløbsmæssige opgørelse af betalingskravet for sygdom, og Kristelig Fagforening havde redegjort for beløbet for 2017, fandt retten ikke grundlag for at afskære A fra denne del af kravet.

Dommen blev afsagt efter stemmeflertallet. En dommer afgav en dissens vedrørende kompensation for mistet provision under ferie, idet denne dommer mente, at A ikke havde løftet bevisbyrden for et kausalt tab som følge af ferieafholdelsen, og at sæsonudsving samt kollegers dækning af salg skulle tages i betragtning.

Afgørelse

• V A/S tilpligtes at betale A 73.293,06 kr. med tillæg af procesrente fra den 12. april 2018.
• DI som mandatar for V A/S tilpligtes at betale 27.060,00 kr. i sagsomkostninger til Kristelig Fagforening som mandatar for A. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.
• De idømte beløb skal betales inden 14 dage.

 Anket til Højesteret 1. juli 2019. Anket til Østre Landsret 12. juni 2019. Sagen sluttet ved Højesteret den 12. december 2019. Sagen er anket til Østre Landsret den 20. december 2019. Sagen sluttet ved Østre Landsret den 18. maj 2021.