Dom om forvaring for voldtægt og frihedsberøvelse, hvor tiltalte ikke tidligere var straffet for seksualforbrydelser

Sagen omhandler en tiltalt, T, der er dømt for en række grove seksualforbrydelser begået over en periode på ca. syv måneder. Anklagemyndigheden påstod forvaring og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Sagen har været behandlet i Københavns Byret, Østre Landsret og Højesteret, hvor Procesbevillingsnævnet begrænsede anken til Højesteret til spørgsmålet om forvaring.

Anklager og Forhold

T var tiltalt for fem forhold, der involverede frihedsberøvelse og voldtægt eller forsøg herpå mod tilfældige unge kvinder. Forholdene er beskrevet som følger:

Byretten og Landsretten fandt T skyldig i alle forhold.

Bevisførelse og Retslægerådets Udtalelse

Bevisførelsen omfattede DNA-spor fra T fundet på forurettede E og D's handsker fundet i T's bil, samt DNA fra B på bilsædebetræk. GPS-data fra T's bil placerede den nær gerningsstederne, og vidneforklaringer understøttede anklagerne. Retslægerådet vurderede, at T mest sandsynligt var omfattet af Straffeloven § 69 og udgjorde en væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. De fandt, at forvaring var påkrævet for at forebygge denne fare, og at ingen foranstaltninger efter Straffeloven § 68, 2. punktum var mere formålstjenlige end straf.

Parternes Anbringender i Højesteret

T påstod formildelse til en tidsbestemt fængselsstraf på ikke over 6 år. Han anførte, at kriminalitetskravet i Straffeloven § 70, stk. 2, nr. 1 ikke var opfyldt, da forholdene ikke var af særlig farlig karakter. Han fremhævede, at han ikke tidligere var straffet for seksualforbrydelser, og at en tidsbestemt straf ville være tilstrækkelig til at forhindre gentagelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af forvaringsdommen, idet de henviste til forbrydelsernes grove karakter og Retslægerådets vurdering af væsentlig gentagelsesrisiko.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom om forvaring og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Sagen var primært indbragt for Højesteret for at afklare betingelserne for forvaring, når tiltalte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet.

Højesterets Begrundelse for Forvaring

Højesteret fortolkede forarbejderne til Straffeloven § 70, stk. 2 således, at forvaring kan idømmes, selvom tiltalte ikke tidligere er dømt for alvorlig seksualforbrydelse. Dette kræver dog, at de begåede forhold og oplysningerne om tiltaltes person i særlig høj grad giver grundlag for at antage en gentagelsesrisiko, der gør forvaring påkrævet.

Retten fandt, at:

• De fem forhold af voldtægt og frihedsberøvelse (tre fuldbyrdede, to forsøg), begået over ca. syv måneder mod tilfældige kvinder, opfyldte kriminalitetskravet i Straffeloven § 70, stk. 2, nr. 1.
• Retslægerådets udtalelse bekræftede, at T udgjorde en væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og at forvaring var påkrævet for at forebygge denne fare, jf. Straffeloven § 70, stk. 2, nr. 2 og Straffeloven § 70, stk. 2, nr. 3.
• På baggrund af forbrydelsernes omfang, karakter og grovhed samt Retslægerådets udtalelse, var betingelserne for forvaring opfyldt.

Udvisning og Sagsomkostninger

Højesteret stadfæstede udvisningen med indrejseforbud for bestandig. Da sagen var indbragt for Højesteret med henblik på stillingtagen til anvendelse af forvaring, når tiltalte ikke tidligere er straffet af betydning, skulle statskassen betale sagens omkostninger for Højesteret.