Afvisning af kaskodækning grundet forældelse og manglende sandsynliggørelse af dækningsberettigende begivenhed

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Topdanmark Forsikring A/S vedrørende dækning af en totalskadet bil under en kaskoforsikring. Forsikringstageren anmeldte den 29. oktober 2019 et færdselsuheld, der angiveligt skete den 28. oktober 2019, hvor hans bil, en [bilmærke og model] årgang 2008, blev totalskadet. Skaden blev vurderet til mellem 45.000 og 50.000 kr., med en selvrisiko på 3.927 kr.

Selskabets afvisning og begrundelse

Topdanmark Forsikring afviste den 3. december 2019 at dække skaden. Selskabet begrundede afvisningen med, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at der var tale om en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Selskabets undersøgelser af uheldet, herunder en skadeinspektørs rapport, indikerede, at:

• Klagerens bil havde ramt modpartens bil to gange.
• Modpartens bil holdt stille på uheldstidspunktet, hvilket blev understøttet af manglende aktivering af airbags/selestrammere og trackerdata.
• Der var uoverensstemmelser i klagerens og passagerens (klagerens voksne barn) forklaringer om rutevalg og hændelsesforløb.
• Føreren af klagerens bil (klagerens hustru) kunne ikke huske uheldet, og en Falck-redder mente, at passageren havde været fører.
• Bilen havde tidligere været til salg for 49.500 kr.
• Politiet blev ikke tilkaldt trods de omfattende skader.

Selskabet anførte desuden, at klagerens krav formelt var forældet i henhold til den gældende forældelseslovgivning. De henviste til, at den 3-årige forældelsesfrist skulle regnes fra skadestidspunktet den 28. oktober 2019, hvilket ville gøre kravet forældet senest den 29. oktober 2022. Selskabet påpegede, at der ikke havde været forhandlinger eller andre afbrydelser af forældelsesfristen, og at en fornyet henvendelse fra klagerens advokat i januar 2022 ikke havde afbrydende virkning.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren fastholdt, at tingsskaden skulle dækkes, og bestred selskabets undersøgelsesresultater, idet han mente, der kun var tale om én ulykke. Klageren anfægtede også, at sagen skulle være forældet. Klagerens advokat gjorde gældende, at der havde været løbende korrespondance og telefoniske drøftelser med selskabet i hele perioden, indtil sagen blev indbragt for Ankenævnet den 9. maj 2023. Klageren henviste blandt andet til en e-mail fra selskabet af 17. februar 2022 (korrigeret fra 2023), hvor selskabet meddelte, at sagen var gennemgået på ny, og at der blev udvekslet synspunkter om bilens skader og selskabets opfattelse. Klageren mente, at selskabet ikke på noget tidspunkt havde haft den opfattelse, at sagen var afsluttet. Klageren henviste til Forsikringsaftaleloven § 22 vedrørende den sikredes pligt til at give oplysninger.

Nævnet finder, at klageren ikke får medhold i sin klage. Afgørelsen er baseret på, at klagerens krav om forsikringsdækning er forældet. Ifølge Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3 er den almindelige forældelsesfrist for forsikringskrav 3 år, regnet fra det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne kræve fordringen opfyldt. Dette tidspunkt er i praksis, når skaden har vist sig på en måde, der giver rimelig anledning til at anmelde den til selskabet. I denne sag blev færdselsuheldet anmeldt den 29. oktober 2019, hvilket betyder, at den 3-årige forældelsesfrist udløb forud for, at klageren indbragte sagen for nævnet den 9. maj 2023. Derudover fastslår Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, at hvis en skade er anmeldt inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om afvisning af kravet. Selskabet afviste kravet den 3. december 2019, og den 1-årige tillægsforældelsesfrist var derfor også udløbet, inden sagen blev indbragt for nævnet. Klagerens argumenter, herunder at selskabet i en e-mail af 17. februar 2022 redegjorde for sine synspunkter efter en ny gennemgang af sagen, ændrer ikke på denne konklusion.