Afslag på retshjælp efter hesteulykke: Spørgsmål om hestens status som løsgående

Sagen omhandler en klage over Popermo Forsikrings afvisning af retshjælpsdækning til en retssag mod et hesteansvarsforsikringsselskab efter en ulykke den 16. januar 2021.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren holdt en hest i tøjlerne, mens der skulle tages billeder. Hesten blev pludseligt forskrækket, rev sig løs og ramte klageren i panden, hvilket medførte et vrid i nakken. Senere blev det konstateret, at klageren havde fået en blodprop i hjernen som følge af slaget fra hesten, hvilket har medført varig hovedpine og kognitive gener.

Klagerens påstande og argumenter

Klagerens advokat ansøgte om retshjælpstilsagn til at anlægge retssag mod hesteansvarsforsikringsselskabet. Klageren anførte, at hesten "havde revet sig løs" og dermed var "løsgående", hvilket ville udløse objektivt ansvar i henhold til Mark- og Vejfredsloven § 4b. Det blev fremført, at spørgsmålet om hestens løsgående status skulle afklares ved domstolene gennem bevisførelse, herunder vidneforklaringer. Klageren gjorde gældende et stort erstatningskrav efter Erstatningsansvarsloven for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varigt mén og erhvervsevnetab. Klageren henviste også til, at Karnovs noter til Mark- og Vejfredsloven § 4b angiver, at heste, der har revet sig løs, anses som løsgående, og at tidligere domme, herunder fra Vestre Landsret, har fastslået, at heste kan betragtes som løsgående, selvom de var i indhegning eller blev ført, jf. Danske Lov 6-10-2.

Forsikringsselskabets påstande og argumenter

Popermo Forsikring afviste retshjælpsdækning med den begrundelse, at der ikke var "rimelig grund" til at føre sagen, jf. forsikringsbetingelsernes punkt 3.2 og 7. Selskabet lagde vægt på klagerens og hestens ejers oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, som begge angav, at hesten var i tøjler og dermed under kontrol, da ulykken skete. Selskabet mente, at hesten ikke var "løsgående" i lovens forstand, og at der derfor ikke var grundlag for objektivt ansvar. Selskabet fastholdt, at udsigten til at få medhold i en retssag ikke var rimelig begrundet ud fra et forsikringsretligt perspektiv. Selskabet henviste til, at Mark- og Vejfredsloven § 4b er en videreførsel af den tidligere Hesteloven § 30a, som kræver, at hesten er løsgående for at udløse erstatningsansvar. Selskabet mente desuden, at klageren muligvis havde accepteret en risiko ved at holde et stort og uforudsigeligt dyr.

Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at der er rimelig grund til at føre retssag, jf. forsikringsbetingelsernes punkt 3.2. Selskabets afvisning af forhåndstilsagn om retshjælpsdækning kan derfor ikke kritiseres. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens første beskrivelse af hændelsesforløbet ikke understøtter, at hesten rev sig løs forud for, at den slog hovedet op i klagerens hoved. Det må som ubestridt lægges til grund, at hestens ejers beskrivelse af hændelsesforløbet heller ikke understøtter et sådant hændelsesforløb. Der er ikke fremlagt oplysninger, der understøtter, at hesten på skadestidspunktet var løsgående, eller at hestens ejer havde udvist uagtsomhed, der kan begrunde et almindeligt erstatningsansvar. Dette er afgørende for anvendelsen af Mark- og Vejfredsloven § 4b, som fastslår objektivt ansvar for skader forvoldt af løsgående heste. Som følge heraf får klageren ikke medhold.