Tvisten om méngrad efter bicepsruptur og ulnarisskade ved bowling

Sagen omhandler en forsikringstagers utilfredshed med den fastsatte méngrad efter en ulykke, der resulterede i en bicepsruptur og nerveskade.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren kom til skade den 12. april 2019 under bowling, hvor han pådrog sig en bicepsruptur i højre arm. Efterfølgende operationer og komplikationer førte til en svær ulnaris lammelse. Selskabet anerkendte skaden og udbetalte oprindeligt erstatning svarende til 20% varigt mén, baseret på en vurdering af 12% for bicepsrupturen og 8% for nerveskaden.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren er uenig i méngraden og mener, at skaden er betydeligt værre end de 8% (eller 20% som selskabet senere oplyste) funktionsnedsættelse, der er udbetalt for. Han henviser til diverse elektrofysiologiske undersøgelser og MR-scanninger, der bekræfter en mere omfattende skade, herunder muskellammelser og muskelsvind. Klageren ønsker, at selskabet betaler det "rigtige beløb" og anfører, at méngraden for bicepsskaden bør være 20% og for nerveskaden 20-25%.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet har redegjort for sagsforløbet og fastholder deres afgørelse. Efter klagerens indsigelse indhentede selskabet en speciallægeerklæring og sendte sagen til uvildig vurdering hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). AES vurderede de direkte følger efter skaden til mindre end 5% og fandt ikke hændelsen egnet til at forårsage skaden i armen. Selskabet fastholder, at der ikke er grundlag for yderligere erstatning, da de følger AES's vurdering, selvom de tidligere havde vurderet anderledes. Selskabet har oplyst, at de oprindeligt udbetalte 20% varigt mén, ikke 8% som klageren anførte.

Ankenævnet for Forsikring kan ikke afgøre sagen.

Nævnet finder, at sagens karakter er af en sådan art, at den må afgøres af domstolene. Dette skyldes, at det kan være nødvendigt at indhente en udtalelse fra Retslægerådet. En sådan udtalelse ville blandt andet kunne vurdere, om bowling kan udgøre en relevant skadesmekanisme for de konstaterede skader i klagerens arm.

Denne afvisning er i overensstemmelse med nævnets vedtægter. Det følger af Nævnets vedtægter § 4, stk. 3, nr. 3, at nævnet må afvise at afgøre sagen, hvis den er af en sådan karakter, at den bør afgøres af domstolene.