PFA Pension: Afvisning af krav om detaljeret dokumentation for pensionsberegning

Sagen omhandler en pensionsordning oprettet i 1986 hos PFA Pension, som senere overgik til at være en fripolice i 1994 og blev flyttet til en ny IT-platform i juli 2021. Klageren, forsikringstageren, har gentagne gange anmodet PFA om dokumentation for, hvordan hans kapitalpension forrentes og beregnes, idet han hævder at have en 5% rentegaranti. Han ønsker at kunne verificere PFA's beregninger, især da hans oplyste udbetaling er faldet fra 984.493,00 kr. i 2016 til 973.477,00 kr. i 2022.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren gør gældende, at han har en rentegaranti på 5% og kræver beregninger fra PFA for at kontrollere, om hans kapitalpension forrentes korrekt i henhold til denne garanti. Han efterlyser en årlig udskrift, der viser forsikringens saldo baseret på rentegarantien og eventuelle fradrag til administration. Han mener, at det er afgørende at modtage dokumentation for PFA's rente- og ydelsesberegninger for at sikre sin retssikkerhed som forbruger, og at han ikke blot skal stole blindt på selskabet.

PFA's påstande og argumenter

PFA fastholder, at klageren ikke har og aldrig har haft en rentegaranti. Selskabet anfører, at klageren derimod er berettiget til en tarifydelse, som er garanteret under visse forudsætninger (ydelsesgaranti). PFA gør gældende, at de ikke er forpligtet til at udlevere detaljerede aktuarmæssige beregninger, da disse er meget komplicerede og skal fremstilles manuelt af en aktuar. PFA oplyser, at beregningsgrundlagene er anmeldt til Finanstilsynet, som fører tilsyn med pensionsselskabernes tekniske grundlag. Selskabet har løbende sendt årsoversigter og pensionsbeviser til klageren og har forklaret, at den garanterede ydelse kan falde, hvis bonusmidler ikke er tilstrækkelige til at dække depotsikringen.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge selskabet at fremlægge mere detaljerede beregninger for pensionsordningen, som klageren har krævet.

Ankenævnet bemærker, at klagerens pensionsordning, oprettet i 1986, er en traditionel ordning med ydelsesgarantier baseret på beregningsgrundlaget G82 og en grundlagsrente på 5%. Der er ikke indbetalt yderligere pensionsbidrag siden 1. juni 1994.

Det følger af Højesterets dom af 21/1 2016 i sag nr. 19/2014, at der ikke ud af det tekniske, offentligretlige beregningsgrundlag G82 kan udledes en forpligtelse for et pensionsselskab til hvert år at forrente forsikringstagerens løbende pensionsopsparing med ordningens grundlagsrente. Selskabets tilsagn til klageren beror på ydelsesgarantier beregnet på grundlag af pensionsordningens grundlagsrente, og de garanterede udbetalinger fremgår af pensionsoversigterne.

Nævnet lægger vægt på, at der ikke ud af offentligretlige regler – herunder Bekendtgørelse nr. 1132 af 17/11 2006 om information om livsforsikringsaftaler (informationsbekendtgørelsen) – kan udledes en ret for klageren til at få forelagt detaljerede beregninger for sin pensionsordning. Disse beregninger er tekniske og aktuarmæssige, foretages systemmæssigt og ville kræve væsentligt manuelt aktuararbejde at fremlægge i en læsbar version. Finanstilsynet er tilsynsmyndighed for pensionsselskabernes beregningsgrundlag, som løbende anmeldes til tilsynet.

Klagerens pensionsordning indeholder depotsikring, hvilket betyder, at selskabet i tilfælde af klagerens død udbetaler et beløb, der mindst udgør depotets størrelse. Betalingen for depotsikringen forudsættes at kunne ske med bonusmidler. Hvis der ikke er tilstrækkelige bonusmidler hertil, nedsættes de garanterede udbetalinger. Dette fremgår af policen af 15/9 1994 og depotoversigten af 1/1 2009.

Nævnet har ikke fundet forhold, der godtgør, at selskabet har begået fejl ved håndteringen og beregningerne for klagerens pensionsordning. Den faldende garanterede kapitalpensionsydelse, fra 1.062.148 kr. i 1994 til 973.477 kr. i 2022, beror på, at klageren ophørte med at indbetale præmie i 1994, og at det er forudsat, at løbende bonus kan betale for depotsikringen, idet de garanterede ydelser i modsat fald må nedsættes. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at den faldende ydelse beror på en fejl fra selskabets side.