Sag om forældelse af krav på méngodtgørelse efter ulykkesforsikring

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Codan Forsikring A/S vedrørende forældelse af et krav om méngodtgørelse efter en knæskade.

Klageren pådrog sig en knæskade den 11. september 2016, som blev anmeldt til Codan den 24. januar 2017. Samme dag anerkendte Codan skaden og oplyste i et brev, at det var muligt at vurdere et eventuelt varigt mén cirka et år efter ulykken, og at klageren skulle kontakte dem omkring årsdagen med oplysninger om gener. Hvis de ikke hørte fra ham, ville sagen blive afsluttet.

I perioden marts til september 2017 dækkede Codan udgifter til fysioterapibehandlinger. Klageren hævder, at han i en telefonsamtale med Codan den 20. juni 2017 – efter at have fået en diagnose med et overrevet korsbånd – blev rådet til at fortsætte genoptræningen, indtil knæet var stabilt, og at ménberegning først skulle ske herefter. Klageren opfattede dette som en aftale, der tilsidesatte den oprindelige 1-års frist og potentielt suspenderede forældelsesfristen. Han mener, at dette skabte en berettiget forventning om, at han ikke ville miste sin ret til erstatning ved at følge denne anvisning.

Klageren kontaktede Codan igen den 27. marts 2020 med henblik på ménberegning, da hans fysioterapeut vurderede, at han havde opnået det ønskede træningsniveau. Codan afviste imidlertid kravet med henvisning til forældelse i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 2. punktum. Selskabet argumenterede, at forældelsesfristen på 3 år startede den 24. januar 2017 ved anerkendelsen af skaden, og at kravet derfor var forældet den 24. januar 2020.

Klageren bestrider forældelsen og anfører flere argumenter: at samtalen den 20. juni 2017 enten udgjorde en anmodning om yderligere oplysninger, der forlængede fristen til 20. juni 2020, eller en stiltiende aftale om suspension. Han påpeger også, at han den 28. oktober 2019 (før den af Codan anførte forældelsesdato) kontaktede Codans kundeservice for at afklare forløbet, hvilket Codan dog ikke har registreret. Klageren kritiserer desuden Codan for ikke at have oplyst ham om den absolutte 3-års forældelsesfrist i løbet af sagsforløbet, og at selskabets rådgivning har vildledt ham til at overskride fristen. Codan fastholder, at betaling af behandlingsudgifter ikke er ensbetydende med anerkendelse af et krav om varigt mén, og at der ikke er indgået en aftale om suspension af forældelsen.

Klageren får ikke medhold

Ankenævnet for Forsikring afgjorde, at klagerens krav om godtgørelse for varigt mén var forældet. Begrundelsen herfor var som følger:

• Ankenævnet fastslog, at den 3-årige forældelsesfrist i Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 2. punktum er absolut. Dette betyder, at fristen ikke kan suspenderes i henhold til reglerne i Forældelsesloven, hvilket også er præciseret i lovens forarbejder.
• Selskabet anmodede klageren om yderligere oplysninger omkring årsdagen for ulykkestilfældet den 24. januar 2017, da de anerkendte skaden. Klageren fremsatte først sit krav om méngodtgørelse den 27. marts 2020.
• Da klagerens henvendelse skete mere end 3 år efter selskabets anerkendelse og anmodning om yderligere oplysninger, fandt nævnet, at kravet på dækning for varigt mén var forældet den 24. januar 2020.
• Nævnet fandt ikke, at klageren havde bevist, at der var indgået en suspensionsaftale om ikke at gøre forældelse gældende ved den telefoniske kontakt med selskabet den 20. juni 2017 eller på anden vis. Udtalelsen fra fysioterapeuten kunne heller ikke føre til et andet resultat.