Afvisning af genhusning efter brand: Tvist om dækning under indboforsikring

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Forsikrings-Aktieselskabet Alka vedrørende dækning af genhusningsudgifter efter en brandskade på forsikringstagerens ejendom og indbo. Klageren har en indboforsikring hos selskabet, og sagen behandles parallelt med en klage over husforsikringen (sagsnr. 96080), hvilket klageren har protesteret imod.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anfører, at selskabet har anerkendt en dækningsberettiget brandskade på indboet og dermed afgivet et dækningstilsagn. Ifølge klageren skal indboforsikringen dække genhusningsudgifter i henhold til forsikringsbetingelsernes afsnit 8.1.2.3, som omhandler rimelige og nødvendige merudgifter ved midlertidig fraflytning fra helårsboligen. Klageren fremhæver, at indbo- og husforsikringspolicerne skal holdes adskilt, og at selskabet ikke kan afvise genhusning på baggrund af husforsikringens ordlyd om, at boligen var "bestemt for nedrivning".

Klageren bestrider, at der foreligger dokumentation for en planlagt fraflytning eller nedrivning før skaden, og mener, at selskabet ikke har løftet sin skærpede bevisbyrde for afvisningen. Desuden påpeges det, at selskabet ikke har overholdt principperne for god skik og Kodeks for særlig undersøgelse af forsikringssager - 2020 i sin efterforskning. Klageren fastholder kravet om betaling af genhusningsudgifter med forrentning, jf. Forsikringsaftaleloven § 24, som regulerer forsikringsselskabers forpligtelse til at betale erstatning med renter.

Selskabets påstande og argumenter

Alka Forsikring afviser at dække genhusningsudgifterne med den begrundelse, at branden ikke har medført merudgifter for klageren. Selskabet anfører, at boligen under alle omstændigheder skulle fraflyttes i forbindelse med en planlagt nedrivning og opførelse af et nyt hus, hvilket understøttes af foreliggende nedrivnings- og byggetilladelser samt et arkitektprojekt. Selskabet mener, at omkostninger til midlertidig bolig ville have været en udgift, klageren selv skulle afholde som en del af byggeprojektet, og at der derfor ikke er tale om en midlertidig fraflytning i forsikringsmæssig forstand.

Selskabet fastholder, at der ikke er givet et uforbeholdent dækningstilsagn for genhusning, og at taksatorens tilbud om et engangsbeløb alene var et kulancetilbud. Selskabet ser ingen relevans i at citere Forsikringsaftaleloven § 22, som omhandler forsikringstagerens oplysningspligt, i denne sammenhæng. Selskabet argumenterer for, at indbo- og bygningssagen ikke kan adskilles, da de udspringer af samme skadebegivenhed, og at det påhviler klageren at bevise rigtigheden af sit krav, ikke selskabet at modbevise det.

Ankenævnet for Forsikring kan ikke afgøre den foreliggende sag på skriftligt grundlag. Nævnet finder, at en afgørelse ville kræve en bevisførelse, herunder afgivelse af partsforklaringer og afhøring af vidner, hvilket ikke kan ske inden for nævnets rammer. Dette er i overensstemmelse med nævnets vedtægter Vedtægter § 4, stk. 3, nr. 3, som fastslår, at nævnet må afvise at afgøre sager, der kræver mundtlig bevisførelse.

Nævnet bemærker, at det efter almindelige forsikringsretlige principper påhviler klageren at sandsynliggøre sit genhusningskrav over for selskabet. Udgifter, der var planlagt inden en forsikringsbegivenhed, udgør ikke et tab og kan ikke kræves dækket af forsikringen. Nævnet har ikke haft mulighed for at inddrage eventuelle relevante faktuelle oplysninger fra den parallelle husforsikringssag (sagsnr. 96080) til bedømmelse af, om selskabets taksator har lovet dækning for genhusning, eller om klageren havde planlagt at fraflytte huset inden branden.

Nævnet bestemmer derfor, at sagen ikke kan afgøres, og klagegebyret tilbagebetales. Nævnet bemærker dog, at udfaldet af sag 96080 eventuelt vil kunne give klageren grundlag for at begære sagen genoptaget inden for de almindeligt gældende forældelsesfrister, i medfør af nævnets vedtægter Vedtægter § 21, stk. 1.