Afvisning af genoptaget sag om invalidesum på grund af forældelse efter tidligere nævnskendelse

Sagen omhandler en klage over AP Pensions afslag på udbetaling af en invalidesum fra en gruppelivsforsikring, som klageren tegnede i 1995. Klageren mener sig berettiget til udbetaling, da hans erhvervsevne er væsentligt og varigt nedsat efter en række skader.

Sagens baggrund og skadesforløb

Klageren har været udsat for tre betydelige skader i perioden 2000-2007:

1. Påkørsel (2000): Blev påkørt bagfra af en bil, hvilket medførte varige ryg- og knæproblemer og en fastsat méngrad på 18 %.
2. Arbejdsulykke (2003): Blev trykket ned på sin arbejdsplads, hvilket resulterede i stærke rygsmerter.
3. Arbejdsulykke (2007): Faldt fra en stige og forvred sit venstre fodled.

Som følge af de samlede helbredsproblemer forlod klageren arbejdsmarkedet i 2009. Efterfølgende kommunale arbejdsprøvninger resulterede i, at han blev tilkendt et fleksjob på 10-12 timer om ugen.

Tidligere afgørelse

Klageren anmeldte kravet om invalidesum til AP Pension, som afslog i 2013. Sagen blev herefter indbragt for Ankenævnet for Forsikring, som i en kendelse den 19. november 2014 (sag 85958) gav AP Pension medhold i afslaget.

Parternes påstande i den nye sag

Klageren fastholder sit krav om udbetaling. Han argumenterer for, at hans erhvervsevne reelt er nedsat med mere end de 2/3, som forsikringsbetingelserne kræver, hvilket tilkendelsen af fleksjob bekræfter. Han mener, at AP Pension uberettiget baserer sit afslag på vurderinger fra Arbejdsskadestyrelsen, som kun ser på de enkelte skader isoleret og ikke på det samlede helbredsbillede.

AP Pension afviser kravet med henvisning til, at Ankenævnet allerede har truffet afgørelse i sagen i 2014. Da klageren ikke efterfølgende har anlagt en retssag, anser selskabet kravet for at være forældet.

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet fastslår, at den nuværende klage vedrører det samme krav om udbetaling af invalidesum, som nævnet allerede har behandlet i sag 85958 med en kendelse afsagt den 19. november 2014. I den tidligere afgørelse fandt nævnet, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var varigt nedsat med 2/3 eller derover, og nævnet kunne derfor ikke kritisere selskabets afslag.

Nævnet finder, at klagerens eventuelle krav på ydelser var forældet, da sagen blev indbragt på ny i marts 2021. Dette begrundes med, at den 1-årige tillægsfrist, som følger af forældelseslovens § 21, stk. 3, er udløbet. Fristen for at indbringe kravet for domstolene efter nævnets afgørelse i 2014 er således overskredet. Nævnet henviser også til de generelle forældelsesregler i forældelseslovens § 8.

På denne baggrund kan nævnet ikke kritisere selskabets afvisning af dækning med henvisning til forældelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere selskabets sagsbehandling. Klagerens øvrige anbringender, herunder klagepunkter vedrørende banken, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker, at Det finansielle ankenævn er den rette myndighed for klager vedrørende banken.