Sag om afvisning af dækning for skader opstået i forbindelse med ombygning af lejlighed

Denne sag omhandler en forsikringstagers krav om dækning under sin indboforsikring med privatansvar for skader forårsaget under en ombygning af ejendommen, samt forsikringsselskabets afvisning af dækning baseret på forældelse og dækningsundtagelser.

Sagens baggrund og forløb

Skadens opståen

I februar 2016 påbegyndte klageren en ombygning af sin ideelle anpart af en ejendom. Arbejdet blev udført af håndværkere hyret af et entreprenørfirma. Under ombygningen blev en bærende væg fjernet, og en underdimensioneret limtræsbjælke blev installeret, hvilket resulterede i sætningsskader på ejendommen og overboens anpart.

Forsikringsselskabets indledende afvisning

Skaderne blev anmeldt til Topdanmark i sommeren 2017. Selskabet afviste gentagne gange kravet, senest den 29. august 2017, med henvisning til, at ansvarsforsikringen ikke dækkede skader forårsaget af klagerens håndværkere på tredjeparter eller ting. Topdanmark henviste klageren til at anmelde skaden til entreprenørens ansvarsforsikring eller stævne entreprenøren.

Retssagens forløb

Da entreprenøren ikke anerkendte ansvaret, stævnede overboen klageren, som derefter adciterede entreprenøren. Byretten dømte i 2018 klageren erstatningsansvarlig over for overboen baseret på en samejekontrakt, der forpligtede parterne til at holde hinanden skadesløse. Entreprenøren blev dømt til at friholde klageren. Entreprenøren ankede dommen til landsretten, som i november 2020 frifandt entreprenøren, da klageren ikke havde bevist, at entreprenøren havde påtaget sig opgaven som planlæggende, rådgivende eller udøvende entreprenør. Dette betød, at det endelige ansvar for skaderne 'faldt tilbage' på klageren.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstande

Klagerens advokat genoptog sagen den 25. september 2020 og krævede dækning for udbedringsomkostninger og sagsomkostninger, der ikke var dækket af retshjælpsforsikringen. Klageren gjorde gældende, at Topdanmark havde påtaget sig et professionelt rådgiveransvar, hvilket suspenderede forældelsesfristen indtil landsrettens dom, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 2.

Topdanmarks hovedargumenter

Topdanmark fastholdt sin afvisning. Primært argumenterede selskabet for, at kravet var forældet, da klageren burde have været klar over afvisningen senest den 29. august 2017, og sagen først blev indbragt for nævnet den 9. december 2020, jf. Forældelsesloven § 3 og Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1. Sekundært anførte Topdanmark, at skaden var undtaget dækning, da den var forårsaget under 'nedbrydning' (jf. forsikringsbetingelsernes punkt 25 A) og/eller var baseret på 'aftaleansvar' (jf. punkt 24 A), da byrettens dom udelukkende var baseret på samejekontrakten. Endvidere blev skader på egne ting (klagerens ideelle andel) anset for undtaget (jf. punkt 24 B).

Klagerens modargumenter

Klageren bestred, at skaden var forårsaget af 'nedbrydning', idet oplægning af en forkert dimensioneret limtræsbjælke blev anset for sædvanligt entreprenørarbejde, der var udført håndværksmæssigt ukorrekt. Klageren fastholdt også, at forældelsesfristen var suspenderet på grund af Topdanmarks rådgivning.

Ankenævnet har behandlet sagen og truffet følgende afgørelse:

Ankenævnets vurdering af dækningsundtagelser:

Vurdering af 'nedbrydning'

Nævnet finder, at fjernelsen af den bærende væg på det foreliggende grundlag ikke kan karakteriseres som 'nedbrydning' i forsikringsbetingelsernes forstand. Nævnet har lagt vægt på, at fjernelsen af væggen må betegnes som nedrivning, men at begrebet 'nedbrydning' vedrører arbejder, der er langt mere omfattende, end det er tilfældet i denne sag. Selskabet var derfor ikke berettiget til at afvise dækning under henvisning til, at forsikringen ikke dækker ansvar for skade, der sker under anlægs- og byggearbejde ved nedbrydning.

Vurdering af 'aftaleansvar'

Nævnet finder imidlertid, at selskabet var berettiget til at afvise dækning under henvisning til forsikringsbetingelsernes punkt 24, hvor det fastslås, at 'ansvar, der udelukkende er støttet på ordlyden i en kontrakt, lejeaftale eller andet aftalegrundlag' ikke er omfattet af forsikringen. Nævnet har lagt vægt på, at det af præmisserne i byretsdommen fra 2018 blandt andet udtales: 'Spørgsmålet er herefter alene, hvem der er erstatningsansvarlig herfor, og hvilket beløb erstatningskravet skal fastsættes til. Af § 5 i den samejekontrakt, der regulerer [overboens] og [klagerens] sameje af ejendommen, fremgår, at parternes respektive ejendomsret over ejendommen skal benyttes skadesløst for medejeren. Allerede af denne grund er [klageren] erstatningsansvarlig i forhold til [overboen] for de skader på ejendommen, som renoveringen af hans lejlighed har medført'. Nævnet finder på den baggrund at måtte lægge til grund, at grundlaget for, at klageren er gjort ansvarlig, er samejekontrakten. Klageren har ikke godtgjort, at han ville være pålagt erstatningsansvar på ikke-kontraktretligt grundlag.

Vurdering af forældelse: Nævnet har herefter ikke fundet anledning til at vurdere, om klagerens krav mod selskabet er helt eller delvist forældet, da afvisningen på grund af 'aftaleansvar' er tilstrækkelig.

Afgørelse: Klageren får ikke medhold.