Sag om forældelse af krav vedrørende vandskade udbedret i 1995

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Topdanmark Forsikring A/S vedrørende dækning af følgeskader på gulve, der angiveligt stammer fra en vandskade anerkendt i 1995.

Sagens baggrund

I 1995 dækkede Topdanmark en vandskade i klagerens hus, forårsaget af et utæt afløb i badeværelset. Som en del af udbedringen blev der lagt nyt gulv i et kammer, og en del af det gamle gulv blev genbrugt i stuen.

I 2015 henvendte klageren sig igen til selskabet, da gulvet i entreen nær det tidligere skadested begyndte at bule. Selskabet afviste dækning telefonisk den 23. april 2015 med den begrundelse, at der ikke var tegn på nye utætheder eller andre skader omfattet af forsikringen.

Den 27. august 2018 kontaktede klageren selskabet på ny, da gulvet i stuen knirkede, og lamellerne under parketgulvet var løse. Klageren fastholdt, at disse skader var følgeskader af den oprindelige vandskade fra 1995, som ikke var blevet tilstrækkeligt udbedret.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstand: Klageren ønsker, at følgeskaderne på gulvene udbedres. Klageren argumenterer for, at den oprindelige vandskade fra 1995 ikke blev tilstrækkeligt udbedret, hvilket har ført til de nuværende problemer med gulvene. Klageren mener desuden, at den gamle forældelseslov bør finde anvendelse, da nye love ikke gælder med tilbagevirkende kraft.

Selskabets påstand: Topdanmark afviser kravet med henvisning til, at det er forældet. Selskabet anfører, at der ikke er konstateret nye utætheder eller skader, der kan dækkes af den nuværende forsikring. Selskabet henviser til, at krav i anledning af forsikringsaftaler forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1. Selskabet påpeger, at den 3-årige forældelsesfrist fra kendskab til kravet, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 2, og den absolutte 10-årige forældelsesfrist fra skadens indtræden, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 3, nr. 4, er udløbet. Selskabet fremhæver, at den nugældende forældelseslov trådte i kraft den 1. januar 2008 og finder anvendelse på tidligere stiftede fordringer, der ikke var forældet inden ikrafttrædelsen, jf. Forældelsesloven § 30, stk. 1. Selskabet konkluderer, at kravet var forældet allerede ved klagerens henvendelse i 2015.

Ankenævnet for Forsikring finder ikke grundlag for at give klageren medhold i sagen.

Nævnet bemærker, at der er enighed om, at der ikke er tale om en ny skade, men derimod følgeskader fra den oprindelige vandskade i 1995. Spørgsmålet om forældelse skal afgøres efter den nugældende forældelseslov, som trådte i kraft den 1. januar 2008. Dette skyldes, at loven også finder anvendelse på fordringer stiftet før denne dato, forudsat at de ikke allerede var forældet efter de tidligere gældende regler, jf. Forældelsesloven § 29, stk. 1 og Forældelsesloven § 30, stk. 1. Disse bestemmelser sikrer, at den nye forældelseslovs regler anvendes på ældre krav, medmindre de allerede var forældet under den tidligere lovgivning.

Nævnet lægger vægt på, at klagerens krav om forsikringsdækning for skaden på gulvet er baseret på den vandskade, der blev anmeldt i 1995. I henhold til Forældelsesloven § 3, stk. 3, nr. 4, gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år fra det tidspunkt, hvor skaden skete. Da skaden indtraf i 1995, var den 10-årige forældelsesfrist udløbet senest i 2005. Klagerens henvendelse til selskabet i 2015, og igen i 2018, ligger således langt efter udløbet af denne frist. Denne paragraf er afgørende, da den fastsætter den yderste frist for at gøre et krav gældende, uanset kendskab til kravet.

På baggrund heraf finder nævnet ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af kravet med henvisning til, at det er forældet. Klagerens øvrige anførsler kan ikke føre til et andet resultat.