Danica Pension: Ophør af udbetalinger ved tab af erhvervsevne

Sagen omhandler en forsikringstagers klage over Danica Pensions beslutning om at stoppe udbetalinger ved tab af erhvervsevne.

Sagens baggrund og forløb

Forsikringstageren blev pr. 1. april 2015 omfattet af en firmapensionsordning med dækning ved tab af erhvervsevne. Den 1. september 2016 blev hun sygemeldt med depression og angst. Danica Pension tilkendte præmiefritagelse fra 1. december 2016 og løbende udbetaling ved tab af erhvervsevne fra 1. januar 2017 på midlertidigt grundlag.

Lægelige vurderinger

Indledende lægeattester vurderede en god prognose og forventede genvinding af erhvervsevnen inden for ca. 6 måneder. Senere arbejdsmedicinske og psykiatriske speciallægeerklæringer beskrev et yderst belastende forløb på tidligere arbejdsplads, stresssymptomer, kognitive vanskeligheder (hukommelse, koncentration) og angst. En psykiater vurderede, at tilstanden snarere var følger efter langvarig belastning og stress, og anbefalede skånehensyn som et overskueligt og forudsigeligt arbejdsmiljø samt nedsat arbejdstid. Flere statusattester fra 2018 og 2019 indikerede en gradvis bedring og mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet med støtte og skånehensyn, selvom der fortsat var kognitive problemer og træthed.

Praktikforløb og fleksjob

Forsikringstageren gennemførte et praktikforløb fra 4. marts 2019 til 31. juli 2019 som administrativ medarbejder, hvor arbejdstiden gradvist skulle øges fra 8 til 32 timer om ugen. Hun oplyste dog, at hun aldrig nåede 32 timer og oplevede vanskeligheder. Et nyt praktikforløb blev opstartet den 17. december 2019 med en plan om at øge arbejdstiden fra 16 til 22 timer om ugen. Den 25. september 2020 blev hun bevilliget fleksjob, og den 1. oktober 2020 blev hun ansat i en fleksjobstilling med en ugentlig arbejdstid på 16 timer.

Parternes påstande og argumenter

Danica Pensions opfattelse: Danica Pension stoppede udbetalingerne pr. 1. januar 2020, da det var selskabets opfattelse, at forsikredes generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat i et omfang, der berettigede til udbetaling. Selskabet henviste til, at forsikredes tilstand løbende var forbedret og stabiliseret, og at flere læger havde vurderet en god prognose. De mente, at forsikrede ved den første praktiks afslutning arbejdede 32 timer om ugen, og at hun med skånehensyn kunne varetage et arbejde på ordinære vilkår. Selskabet bemærkede også, at forsikrede var belastet af sociale/familiære forhold, og at hendes økonomiske situation påvirkede hendes opfattelse af egen helbredstilstand.

Forsikringstagerens påstande: Forsikringstageren var utilfreds med selskabets afgørelse og ønskede udbetalingerne genoptaget. Hun anførte, at hun kun kunne arbejde 16 timer om ugen, og at hun var træt og nedslidt. Hun bestred, at hun i det første praktikforløb havde været oppe på en ugentlig arbejdstid på 32 timer, hvilket hun mente, kommunen også havde tilkendegivet var en fejl. Hun følte sig uretfærdigt behandlet og kritiserede selskabets håndtering af sagen og fortolkning af oplysninger. Hun henviste til, at jobcenteret vurderede hende delvist uarbejdsdygtig i henhold til Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 68 d jf. Sygedagpengeloven § 7, og at det ville have alvorlige konsekvenser, hvis hun blev presset for hårdt. Hun fremhævede sin lange erhvervserfaring og sin nuværende fleksjobløn, som hun mente var høj i forhold til hendes arbejdstid, men ikke i forhold til fuldtidslønnen for tilsvarende stillinger.

Nævnet finder indledningsvis ikke anledning til at kritisere, at selskabet pr. 1. januar 2020 er overgået til en vurdering af klagerens generelle erhvervsevne, idet nævnet finder, at klagerens tilstand har stabiliseret sig i en sådan grad, at der kan foretages en vurdering af, om klageren har et længerevarende erhvervsevnetab.

Efter almindelige forsikringsretlige principper er det den, der rejser et krav, der skal bevise rigtigheden heraf. Det er derfor klageren, der skal bevise, at hendes generelle erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen.

Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at hendes generelle erhvervsevne efter den 1. januar 2020 er nedsat med mindst halvdelen, og at hun med de rette skånehensyn ikke vil være i stand til at tjene mindst halvdelen af, hvad der er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med tilsvarende uddannelse og alder. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på de lægelige og kommunale oplysninger, hvori der efter nævnets vurdering ikke beskrives helbredsgener, der er uforenelige med varetagelsen af et erhverv på det brede arbejdsmarked i mere end 50 procent, hvis der i jobfunktionen tages behørigt hensyn til klagerens skånebehov.

Nævnet har hertil lagt vægt på, at klageren i slutningen af første praktikforløb formåede at arbejde mere end 25 timer om ugen, og at det på baggrund af arbejdsprøvningen blev vurderet, at klageren, med rette skånehensyn, havde et stabilt funktionsniveau med fine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet, og at klageren ville kunne varetage en stilling på ordinære vilkår.

Nævnet finder ikke, at der i de lægelige oplysninger er beskrevet en sådan forværring af klagerens helbredsmæssige forhold, at klageren ikke længere vil være i stand til at varetage et arbejde på mindst halv tid.

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat.

Som følge heraf bestemmes: Klageren får ikke medhold.