Afvisning af kaskodækning efter hærværk: Tvist om bevisbyrde og hændelsesforløb

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tjenestemændenes Forsikring vedrørende dækning under en kaskoforsikring for en bil, der angiveligt blev udsat for hærværk den 16. august 2019. Forsikringstageren anmodede Ankenævnet for Forsikring om at pålægge selskabet at anerkende erstatningspligt.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren anmeldte den 19. august 2019, at hans bil var blevet totalskadet som følge af hærværk. Ifølge anmeldelsen havde vidner set to personer hoppe på bilens tag og slå med køller eller hammer. Politirapporten bekræftede buler i døre og tag samt knuste ruder.

Klageren afgav flere divergerende forklaringer om hændelsesforløbet. Først oplyste han, at han tilfældigt mødte en kammerat, parkerede bilen ved [område 1] og kørte i kammeratens bil til en restaurant. Senere ændrede han forklaring til, at mødet var aftalt på forhånd, og at de efter middagen havde besøgt flere steder. Kammeratens forklaringer var ligeledes divergerende, og teleoplysninger stemte ikke overens med de afgivne forklaringer om telefonisk kontakt før mødet.

Et vidne forklarede at have set hærværket fra sin altan omkring kl. 23.00, men valgte ikke at kontakte politiet umiddelbart efter hændelsen, men først 2½ time senere. Vidnet beskrev gerningsmændene som to mørkklædte, spinkle mænd, der aggressivt slog på bilen.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens advokat argumenterede for, at de divergerende forklaringer skyldtes klagerens omfattende kognitive begrænsninger, herunder hukommelsesbesvær og nedsat koncentration, som følge af et alvorligt trafikuheld i 2014. Lægelig dokumentation blev fremlagt til støtte herfor. Det blev fremhævet, at vidnets adfærd ikke burde præjudicere klagerens retsstilling, og at selskabet ubegrundet mistænkeliggjorde klageren vedrørende bilens ejerskab, relation til tidligere ejer og færden dagen før hærværket. Klageren fastholdt, at bevisbyrden for forsæt eller grov uagtsomhed påhvilede selskabet, med henvisning til Vestre Landsrets dom UFR 2016.3075V.

Selskabet afviste erstatningspligt med henvisning til, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for en dækningsberettiget skade. Selskabet lagde vægt på de mange divergerende forklaringer fra både klageren og kammeraten, samt at teleoplysninger ikke understøttede deres udsagn. Selskabet fandt vidnets opførsel og forklaring bemærkelsesværdig og usandsynlig, især manglen på øjeblikkelig politianmeldelse. Derudover var der uoverensstemmelser vedrørende bilens værdi, hvor selskabets vurderinger (350.000-450.000 kr.) lå markant under klagerens ønskede salgspris (600.000-695.000 kr.). Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, der udelukker dækning ved forsæt eller grov uagtsomhed, og påpegede klagerens pligt til at dokumentere sit erstatningskrav i henhold til Fællesbestemmelser for delkasko- og kaskoforsikring, pkt. 4.4 og Erstatning og krav til dokumentation, pkt. 9.1.

Relevant dokumentation

Sagen inkluderede politirapport, lægelige erklæringer, tele- og masteoplysninger, salgsannoncer for lignende biler, fakturaer for bilkøb og reparationer, samt lydoptagelser af samtaler mellem parterne og vidnet. En faktura af 5. juli 2018 dokumenterede klagerens køb af bilen for 250.000 kr. eksklusiv moms, og en speciallægeerklæring af 22. januar 2016 beskrev klagerens kognitive udfordringer.

Ankenævnet for Forsikring kan ikke afgøre sagen, og klagegebyret tilbagebetales.

Begrundelse

Nævnet bemærker, at det efter almindelige forsikringsretlige principper påhviler klageren at bevise, at der er indtrådt en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Efter en grundig gennemgang af sagens akter finder nævnet, at der består en betydelig usikkerhed om hændelsesforløbet og de faktiske omstændigheder. Denne usikkerhed skyldes de mange divergerende forklaringer fra både klageren og vidnet, samt uoverensstemmelser med de indhentede teleoplysninger.

Ankenævnet vurderer, at en afgørelse i denne sag kræver yderligere parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan finde sted for nævnet. En sådan bevisførelse bør i stedet foregå ved domstolene, hvor der er mulighed for en mere omfattende procedure for afhøring af parter og vidner. På denne baggrund afstår nævnet fra at afgøre sagen i henhold til Vedtægter for Ankenævnet for Forsikring § 4.