Sag om afvisning af erstatning for brandskade på bil

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Forsikrings-Aktieselskabet Alka vedrørende dækning af en bilbrand, der fandt sted den 5. januar 2019 på en rasteplads. Politiet efterforskede sagen, men standsede efterforskningen uden at sigte nogen. Alka afviste dækning den 1. marts 2019, idet de mente, at forsikringstageren ikke havde godtgjort, at der forelå en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed.

Forsikringstageren kræver erstatning på 170.000 kr. og anfører, at Alka ikke har bevist, at branden blev fremkaldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed, jf. Forsikringsaftaleloven § 18. Han fremhæver, at ingen i hans omgangskreds ejer en hvid varevogn, som et vidne så køre fra stedet. Han argumenterer desuden for, at bilens stand, herunder en slidt kobling og svinghjul samt en formodet utæt toppakning, ikke var kritisk eller ville have påvirket et forestående syn, hvilket understøttes af udtalelser fra FDM og Applus Bilsyn. Reservedele til reparation var købt, og en ven ville udføre arbejdet gratis.

Alka fastholder afslaget og påpeger uoverensstemmelser i forsikringstagerens og vidners forklaringer om færden på brandaftenen, samt manglende masteoplysninger for flere telefoner. Selskabet finder det usandsynligt, at branden var påsat af ukendte gerningsmænd, da der ikke var andre bilbrande i området. De fremhæver også, at bilen var sat til salg, havde en konstateret glykolforurening i motorolien, og at reparationer ville have kostet omkring 47.000 kr. Alka henviser til forsikringstagerens pligt til at give alle relevante oplysninger, jf. Forsikringsaftaleloven § 22, og mener, at forsikringstageren ikke har løftet sin bevisbyrde for en dækningsberettiget begivenhed.

Nævnets afgørelse

Ankenævnet for Forsikring kan ikke afgøre sagen, og klagegebyret tilbagebetales.

Nævnet begrunder sin afgørelse med, at det efter en grundig gennemgang af sagens skriftlige materiale ikke er muligt at fastslå, hvem der har ret. Sagen kræver en bevisførelse, som ligger uden for nævnets kompetence. En sådan bevisførelse, der blandt andet kan omfatte partsforklaringer og vidneafhøringer, må i stedet finde sted ved domstolene.

Dette følger af Ankenævnet for Forsikrings vedtægter § 4, stk. 1, som fastslår nævnets mulighed for at afvise sager, der kræver en mere omfattende bevisførelse end den, der kan ske på skriftligt grundlag.