Manglende dækning af følgeskade på campingvogn efter tidligere vandskade

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Alm. Brand Forsikring A/S vedrørende dækning af en vandskade i en campingvogn, hvor den centrale uenighed drejer sig om årsagssammenhæng og bevisbyrde.

Sagens baggrund

I 2012 oplevede forsikringstageren en vandskade i sin campingvogn, da en vandslange angiveligt blev ført ind i vandtanken, hvilket fyldte vognbunden med vand. Denne skade blev behandlet med professionel rengøring og udtørring af ISS og dækket af campingvognens kaskoforsikring.

Ny skade og klagers påstand

I april 2019 opdagede forsikringstageren en udbuling på campingvognens højre side, som de mente var en følgeskade af vandskaden fra 2012. Skaden blev anmeldt til Alm. Brand Forsikring den 1. maj 2019. Forsikringstageren krævede, at campingvognen blev anerkendt som totalskadet, og at erstatning blev udbetalt. De henviste til, at producenten af campingvognen med 90% sikkerhed mente, at skaden var en sen kulmination af 2012-skaden, og at vandskader ikke altid viser sig med det samme.

Selskabets afvisning

Alm. Brand Forsikring afviste dækning med den begrundelse, at den nye skade ikke stammede fra vandskaden i 2012, og at forsikringstageren ikke havde sandsynliggjort, at der var tale om en ny dækningsberettiget skade. Selskabet henviste til, at fugttests udført i 2013 og 2017 ikke havde vist forhøjet fugt i campingvognen, hvilket ifølge dem modbeviste en sammenhæng med 2012-skaden. Desuden påpegede selskabet, at forsikringen i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 6.4 ikke dækker skader som følge af vejrligets påvirkning eller slitage.

Syn og skøn samt modstridende vurderinger

Der blev afholdt syn og skøn på campingvognen i juni 2019. Skønsmanden konkluderede, at den nuværende skade ikke kunne tilbageføres til 2012-skaden, men kunne heller ikke fastslå den præcise årsag til den nye skade uden adskillelse af vognens bundkonstruktion. Skønsmanden vurderede, at reparation ville koste 5.000-7.000 kr. Forsikringstageren bestred skønsmandens konklusion og anførte, at den var grundløs, da årsagen ikke var fundet. De henviste til, at en tidligere taksator havde vurderet vognen totalskadet med en skade på 398.427 kr., mens vognen var forsikret for 200.000 kr.

Bevisbyrde og argumenter

Forsikringstageren fastholdt, at de havde løftet bevisbyrden for en dækningsberettiget skade, og at selskabet ikke havde fundet andre mulige forklaringer på skaden. De argumenterede for, at hvis selskabet ikke kunne finde årsagen, måtte skaden være dækket. Selskabet fastholdt, at bevisbyrden lå hos forsikringstageren, og at en konstateret vandskade i sig selv ikke var bevis for dækningsberettigelse. Selskabet påpegede desuden, at målinger omkring servicelemmen viste forhøjet fugtniveau og dårlig tætning, hvilket de mente var årsagen til skaden.

Ankenævnet for Forsikring afgjorde, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke har bevist, at den konstaterede skade i 2019 er relateret til vandskaden i 2012. Dette blev understøttet af flere forhold:

• Fugttests: Fugttests udført den 29. juli 2013 og 29. juni 2017 viste ingen konstateret fugt i campingvognen. På baggrund heraf kunne den anmeldte skade i 2019 ikke formodes at være forårsaget af vandskaden i 2012.
• Syn og skøn: Det fremgik af syns- og skønserklæringen af 17. juni 2019, at skaden ikke kunne tilbageføres til 2012-skaden. Selvom skønsmanden ikke kunne fastslå den præcise årsag til den nye skade uden adskillelse af bundkonstruktionen, og selvom producenten af campingvognen udtrykte 90% sikkerhed for en sammenhæng med 2012-skaden, ændrede dette ikke nævnets vurdering.
• Forsikringsbetingelser: Nævnet kunne ikke kritisere selskabets afvisning af dækning under henvisning til forsikringsbetingelsernes punkt 6.4. Dette punkt undtager skader, der er en følge af vejrligets påvirkning (f.eks. tæring, rust og frostsprængning) eller forringelse af køretøjet som følge af brug, herunder slid, stenslag i lak, ridser og lignende.
• Taksators vurdering: Nævnet lagde også vægt på selskabets taksators konstatering af, at skadens placering var forenelig med vandindtrængen ved serviceklappen, hvor tætningsmassen havde mistet sin tætningsevne. De fremlagte fotos af serviceklappen understøttede taksatorens vurdering.

Samlet set fandt nævnet, at den foreliggende syns- og skønserklæring, selvom den ikke fastslog en entydig skadeårsag, ikke førte til et andet resultat. Klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at skaden var dækningsberettiget under forsikringen.