Tvist om skyldfordeling ved vognbaneskift

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og LB Forsikring A/S vedrørende skyldfordeling og opkrævning af selvrisiko efter et færdselsuheld den 19. marts 2019.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren, der har autoforsikring hos LB Forsikring A/S, anmeldte et sammenstød, der skete i forbindelse med et vognbaneskift. Klageren forklarede, at han holdt for grønt, orienterede sig, blinkede til højre og påbegyndte et vognbaneskift. Ifølge klageren blinkede modparten og satte i gang med vognbaneskift, da klageren næsten var på siden af modparten, hvilket resulterede i et sammenstød. Klagerens bil blev ramt i venstre side lige efter højre forhjul, og skaderne strakte sig langs siden til bagskærmen. Klageren fastholdt, at modparten måtte have kørt ud til højre og ramt klagerens bil i venstre side, og at skaderne på bilerne tydeligt understøttede dette.

Modparten beskrev hændelsen anderledes og anførte, at der ikke var andre biler i højre svingbane, da vognbaneskiftet blev påbegyndt. Modparten blev påkørt af klageren, der kørte med højere hastighed, halvvejs gennem vognbaneskiftet. Modparten vurderede, at klageren kom kørende i den ligeudkørende venstre vognbane og meget sent besluttede at køre ind i den højre svingbane, hvorved klageren overså modpartens tilstedeværelse.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klageren ønskede, at modparten skulle tildeles hele skylden for skaderne på klagerens bil og mente, at det var uretfærdigt at skulle dele selvrisikoen. Klageren argumenterede med, at skaderne på bilerne "talte deres tydelige sprog" og beviste modpartens skyld.

Selskabet afgjorde sagen med en ligedeling af ansvaret og opkrævede halv selvrisiko hos klageren. Selskabet begrundede dette med, at begge parter foretog vognbaneskift, og at der forelå modstridende forklaringer. Selskabet henviste til, at begge parter har objektivt ansvar for uheldet efter Færdselsloven § 101, stk. 1, og at ansvarsfordelingen skulle ske efter Færdselsloven § 103, stk. 2, hvor der lægges vægt på udvist skyld og omstændighederne i øvrigt. Desuden fremhævede selskabet, at vognbaneskift reguleres af Færdselsloven § 18, stk. 2, som pålægger kørende at sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare eller unødig ulempe.

Relevante forhold og dokumentation

Selskabet anførte, at uenigheden mellem parterne bestod i, hvem der påbegyndte vognbaneskiftet først, og hvilken bane klageren befandt sig i. Der var ingen uvildige vidner til hændelsen. Selskabet fremlagde fotos og taksatorrapporter for begge biler, men argumenterede for, at skadernes placering ikke kunne tjene som bevis for, hvem der påbegyndte vognbaneskiftet først, da de passede med et sammenstød i forbindelse med vognbaneskift. Nævnet fik forelagt klagerens og modpartens skitseringer, taksatorrapporter af 29/3 2019 og 1/4 2019 samt fotos af begge biler.

Nævnet finder, at klageren ikke får medhold i sin klage. Begrundelsen herfor er, at begge parter ved vognbaneskiftet havde pligt til at orientere sig og sikre, at manøvren ikke udgjorde en fare eller unødig ulempe for andre, jf. Færdselsloven § 18, stk. 2. Nævnet har lagt vægt på, at det på baggrund af parternes modstridende forklaringer ikke kan siges med sikkerhed, hvordan sammenstødet skete, og hvem der bærer skylden for sammenstødet. Derudover er der ingen uvildige vidner, som uddybende kan redegøre for hændelsesforløbet. De fremlagte fotos og skitsering af ulykkesstedet med bilernes placering kan ikke i tilstrækkelig grad af- eller bekræfte den ene parts forklaring frem for den anden parts forklaring. Selskabets ligedeling af ansvaret og opkrævning af halv selvrisiko kan derfor ikke kritiseres.