Tryg Forsikring: Afvisning af yderligere erstatning for vandskade grundet forældelse

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tryg Forsikring A/S vedrørende forældelse af krav i en vandskadesag, der opstod i 2010.

Sagens baggrund og forløb

Klageren anmeldte en vandskade i køkken og kælder den 17. juli 2010. Selskabet anerkendte dækningen den 21. juli 2010 og anmodede om tilbud på udførelse af arbejdet. I de efterfølgende år korresponderede parterne om udbedring af skaderne, og selskabet foretog løbende udbetalinger for flere erstatningskrav. Den 29. oktober 2012 anmodede selskabet klageren om at oplyse, hvilke udeståender der var på sagen, og fremsende en opgørelse over disse. Denne opfordring blev gentaget den 26. august 2014 efter en korrespondance vedrørende revner i terrazzogulvet.

Selskabet afviste første gang dækning for revner i terrazzogulvet den 6. november 2014 og fastholdt afvisningen den 11. marts 2016, idet de mente, at revnerne ikke skyldtes udtørring fra vandskaden. Klageren var uenig i denne vurdering.

Den 11. februar 2019 fremsendte klageren en ny opgørelse over sine resterende krav til selskabet, som omfattede en række poster, herunder manglende udført arbejde, genopbygning af vinreol, malerarbejde og det revnede terrazzogulv. Selskabet svarede den 14. februar 2019, at kravene var forældede efter gældende forældelsesregler.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren gjorde gældende, at selskabet uberettiget afviste kravene med henvisning til forældelse. Klageren anførte, at han ikke var blevet orienteret om forældelsesfrister eller fået officielt oplyst, at Tryg betragtede sagen som afsluttet. Han mente, at de resterende krav ikke var nye krav om yderligere erstatning, men derimod kendte, fremsatte og godkendte krav fra sagens start, som aldrig var blevet afregnet. Klageren argumenterede for, at disse krav derfor måtte være omfattet af en 10-årig forældelsesfrist i henhold til Aftaleloven, da der forelå en klar aftale. Klageren mente desuden, at forældelsen skulle regnes fra hans e-mail af 11. marts 2016, hvor han svarede Trygs afvisning af samme dato.

Selskabets påstande: Selskabet fastholdt, at klagerens krav var forældede. De anførte, at det ikke ændrede på forældelsen, at selskabet ikke havde oplyst klageren om forældelsesreglerne eller afsendt et afslutningsbrev i sagen. Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5 som grundlag for forældelsen af både terrazzogulvskravet (1-års frist fra afslag) og de øvrige krav (3-års frist fra anmodning om yderligere oplysninger). Selskabet understregede, at forældelsesreglerne er lovfæstede, og at forsikringsselskaber ikke har en almindelig pligt til at orientere forsikringstagere om reglernes indhold, hvilket de underbyggede med henvisning til en tidligere kendelse fra nævnet (nr. 86311).

Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage. Nævnet finder, at kravene er forældede i henhold til gældende lovgivning.

For så vidt angår kravet vedrørende det revnede terrazzogulv, lagde nævnet vægt på, at selskabet senest den 11. marts 2016 meddelte klageren afslag på erstatning for disse revner. Den 1-årige forældelsesfrist i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 1. punktum, var derfor udløbet, da klageren indbragte sagen for nævnet den 14. marts 2019.

Vedrørende de øvrige krav, som klageren fremsatte, lagde nævnet vægt på, at selskabet i en mail af 29. oktober 2012 anmodede om yderligere oplysninger angående klagerens resterende krav. Den 3-årige forældelsesfrist i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 2. punktum, var derfor også udløbet, da klageren indbragte sagen for nævnet den 14. marts 2019.

Nævnet bemærker endvidere, at klagerens påstand om en 10-årig forældelsesfrist ikke finder anvendelse. Ifølge Forældelsesloven § 5 indtræder forældelse efter 10 år, hvis både fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt af selskabet. Da selskabet ikke ses at have anerkendt størrelsen af klagerens krav, gælder den 10-årige forældelsesfrist ikke.

Endelig fastslår nævnet, at selskabet ikke har en almindelig pligt til at orientere forsikringstagere om forældelsesreglerne eller til særskilt at meddele, at en sag er afsluttet. Klagerens argumenter herom kan derfor ikke føre til et andet resultat.