Afgørelse om retshjælpsdækning efter tabt indbosag

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Topdanmark Forsikring A/S vedrørende retshjælpsdækning og modregning af sagsomkostninger efter et indbrudstyveri.

Sagens baggrund

Klageren havde tegnet en indboforsikring med tilhørende retshjælpsforsikring hos Topdanmark. I februar 2014 oplevede klageren et indbrud i sin bolig, hvor smykker og kontanter blev stjålet. Forsikringsselskabet afviste at dække skaden under indboforsikringen med den begrundelse, at hjemmet ikke var forsvarligt aflukket, idet tyven havde skaffet sig adgang gennem et vindue, der ikke var lukket og tilhaspet. Klageren anlagde herefter en retssag mod selskabet for at opnå dækning. Klageren tabte retssagen og blev pålagt at betale sagsomkostninger til selskabet. Som reaktion afgav klageren en modregningserklæring over for selskabet, idet klageren mente at være berettiget til retshjælpsdækning, som kunne modregnes de tilkendte sagsomkostninger.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens synspunkter

Klagerens advokat anførte, at klageren var berettiget til retshjælp, og at den fremsendte modregningserklæring derfor skulle efterleves. Det blev fremhævet, at sagen var tilstrækkelig principiel til at blive offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen. Klageren argumenterede for, at selskabets indsigelser under retssagen, som fordrede syn og skøn samt vidneforklaringer, gjorde sagen bevismæssigt kompleks og dermed uegnet til behandling i Ankenævnet for Forsikring. Domstolene var derfor det relevante forum for tvisteløsning. Klageren mente desuden, at selskabet hypotetisk set ikke ville have anerkendt en Ankenævnskendelse, der gik dem imod.

Selskabets synspunkter

Selskabet afviste at yde retshjælp og anerkende modregningen. De argumenterede for, at spørgsmålet om modregning og modregningsadgang udelukkende var et mellemværende mellem forsikringstager og indboforsikringen, og at det ikke var et anliggende for retshjælpsforsikringen eller Ankenævnets kompetence. Selskabet fastholdt, at klageren ifølge retshjælpsvilkårenes punkt 3.3 var forpligtet til først at indbringe tvisten i indboforsikringssagen for Ankenævnet for Forsikring, medmindre det var åbenbart, at nævnet ikke kunne realitetsbehandle sagen. Selskabet mente, at Ankenævnet for Forsikring har mange års praksis for at realitetsbehandle tvister om indbrudstyverier og kan håndtere bevisførelse, herunder syn og skøn samt vidneudsagn. Klageren havde bevisbyrden for, at det var åbenbart, at Ankenævnet ville afvise sagen, og denne bevisbyrde var ifølge selskabet ikke løftet.

Relevant dokumentation

Sagen involverede forsikringsbetingelserne for indboforsikringen (vilkår 6650-1) og retshjælpsforsikringen (vilkår 6306-7). Der blev fremlagt en politirapport med gerningsstedsundersøgelse, fotos og afhøringer. Under retssagen blev der gennemført syn og skøn samt afgivet vidneforklaringer.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet for Forsikring finder ikke grundlag for at kritisere forsikringsselskabets afvisning af at dække klagerens udgifter til retssagen.

Begrundelse

Ankenævnet har lagt vægt på forsikringsbetingelsernes punkt 3.3 for retshjælp, som fastslår, at "Kan tvisten behandles ved et klagenævn, f.eks. godkendte klagenævn eller klagenævn nedsat ved lov, er sikrede forpligtet til først at benytte denne mulighed. Denne forpligtelse gælder dog ikke, hvis det er åbenbart, at klagenævnet ikke kan realitetsbehandle sagen. Omkostninger i forbindelse med sådan klagebehandling dækkes ikke".

Nævnet vurderer, at det i al almindelighed kan træffe afgørelse i tvister af den foreliggende karakter, der vedrører spørgsmålet om indbrudstyveri eller simpelt tyveri. Sagen var desuden belyst af en politirapport, som inkluderede gerningsstedsundersøgelse, fotos og afhøringer.

Ankenævnet bemærker, at klageren havde mulighed for ensidigt at indhente sagkyndige erklæringer til fremlæggelse for nævnet. Ligeledes kunne klageren og selskabet i hovedsagen have aftalt i fællesskab at udpege en sagkyndig til at belyse relevante aspekter af sagen.

Nævnets praksis giver klageren mulighed for at få dækket nødvendige og rimelige omkostninger til sagkyndige erklæringer af det indklagede selskab, såfremt klageren får helt eller delvist medhold i sagen. Disse forhold understøtter, at sagen ikke var åbenbart uegnet til nævnsbehandling.