Afvisning af dækning for tricktyveri af smykker

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og LB Forsikring A/S vedrørende dækning af smykker, der angiveligt er stjålet ved et tricktyveri.

Sagens faktiske omstændigheder

Klagerens svigermor, en kvinde i 90'erne, anmeldte den 2. juli 2018, via sin svigersøn, at smykker til en værdi af 83.500 kr. var forsvundet fra hendes hjem. Hun formoder, at tyveriet fandt sted den 7. eller 8. juni 2018 om formiddagen. På dette tidspunkt fik hun besøg af en fremmed kvinde, der talte gebrokkent engelsk. Ifølge svigermoderens forklaring holdt den fremmede kvinde hende beskæftiget i køkkenet, mens en anden, ukendt person angiveligt listede sig ind i lejligheden og stjal smykkerne. Smykkerne var sidst set den 6. juni 2018 og blev opdaget manglende i slutningen af juni 2018. I perioden efter den 8. juni havde kun nære familiemedlemmer og hjemmeplejen adgang til lejligheden.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstand og argumenter: Klageren ønsker, at LB Forsikring anerkender tyveriet som en erstatningsberettiget hændelse. Svigersønnen argumenterer for, at der er tale om et klassisk tricktyveri, hvor én person distraherer offeret, mens en anden udfører tyveriet. Han fastholder, at svigermoderen ikke selv lukkede tyven ind, men at tyven listede sig ind, mens svigermoderen blev pacificeret. Han påpeger, at forsikringsbetingelserne dækker tricktyveri, og at definitionen heraf passer præcist på hændelsen. Han afviser selskabets påstand om, at tyveriet ikke kan tidsfæstes, og at der skulle være tale om efterrationalisering.

LB Forsikring A/S' påstand og argumenter: Selskabet afviste oprindeligt dækning med henvisning til, at smykkerne var mistet ved et simpelt tyveri, som ikke er dækket for særlige private værdigenstande ifølge forsikringsbetingelserne. Selskabet fastholder, at det er forsikringstagerens bevisbyrde at sandsynliggøre, at et dækningsberettigende tyveri har fundet sted. De argumenterer for, at tyveriet ikke kan tidsfæstes præcist, og at der er tale om efterrationalisering, da hændelsen ikke umiddelbart gav anledning til undersøgelse. Selskabet fremhæver, at hjemmehjælpere og familie havde adgang til lejligheden i den periode, hvor smykkerne forsvandt, og at døren i flere tilfælde kan have været ulåst, hvilket ville give uhindret adgang til en tyv. De anerkender, at et tyveri formentlig har fundet sted, men fastholder, at det ikke er sandsynliggjort, at det var et dækningsberettiget tricktyveri, men snarere et simpelt tyveri.

Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at smykkerne blev stjålet ved et dækningsberettigende tricktyveri. Der består en usikkerhed med hensyn til, hvornår og hvorledes smykkerne er fjernet fra lejligheden, hvilket betyder, at nævnet ikke kan pålægge selskabet at anerkende, at der foreligger tricktyveri. Nævnet har også lagt vægt på, at klageren først opdagede, at smykkerne var forsvundet efter 3 uger. I henhold til almindelige forsikringsretlige principper er det klageren, der skal bevise størrelsen og rigtigheden af et fremsat krav. Klageren får derfor ikke medhold.