Sag om afvisning af ulykkesforsikringsdækning pga. selvforskyldt beruselse
Dato
7. februar 2018
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Ulykke
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Gartnernes
Dokument
Lovreferencer
Klageren havde en ulykkesforsikring hos Gartnernes Forsikring GS og klagede over selskabets afslag på at dække et anmeldt ulykkestilfælde.
Sagens omstændigheder
Klageren anmeldte den 15. november 2016, at hun den 18. juli 2016 var faldet over en støvsugerslange og efterfølgende ud af sin seng, hvorved hun pådrog sig et brud på venstre overarm. Hun oplyste, at hun var blevet opereret i armen og efterfølgende lam fra venstre håndled og ud i fingrene, samt at hun var øm og delvis følelsesløs i hele venstre arm.
Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klagerens alkoholforbrug var hovedårsagen til hændelsen den 18. juli 2016.
Parternes argumenter
Klageren anførte, at det var en fejl, at hun var faldet ud af sin seng i ebrieret tilstand, og at hun havde gjort opmærksom på dette ved indhentelse af forskelligt journalmateriale. Hun henviste til, at hun var i behandling med antabus på uheldstidspunktet.
Selskabet fastholdt afvisningen og henviste til klagerens egen lægejournal, hvoraf det fremgik, at klageren var faldet ud af sengen i ebrieret tilstand, og at hun selv havde angivet at have et større alkoholforbrug. Selskabet anførte, at hverken klagerens læge eller hospital havde berigtiget, at klagerens udsagn beroede på en misforståelse. Selskabet henviste desuden til, at klageren havde et længerevarende alkoholmisbrug.
Nævnet afgjorde, at klageren ikke fik medhold i sagen. Begrundelsen var, at forsikringsselskabet havde godtgjort, at hovedårsagen til ulykkestilfældet var, at klageren var selvforskyldt beruset.
Nævnet lagde vægt på:
- At det i skadestueepikrisen af 19/7 2016 var noteret, at klageren var faldet ud af sengen i ebrieret tilstand.
- At det i skadestuejournalen den 23/7 2016 var anført, at klageren virkede abstinent, og at hun erkendte at have et større alkoholforbrug.
- At det af de lægelige oplysninger fremgik, at klageren havde haft et langvarigt alkoholmisbrug, og at hun havde været i antabusbehandling indtil flere gange – både før og efter hændelsen den 18/7 2016.
- Den atypiske skadesårsag og skadens ikke ubetydelige karakter sammenholdt med, at klageren først besøgte skadestuen den 19/7 2016 kl.13.11, og at det derfor på dette tidspunkt ikke var muligt at fastlægge mere præcist, hvilken tilstand hun var i, da ulykken skete kl. 23.00 den foregående aften. Under disse omstændigheder måtte nævnet – henset til oplysningerne om klagerens langvarige alkoholforbrug – lægge afgørende vægt på de oplysninger, som oprindeligt blev indført i skadestueepikrise af 19/7 2016 om, at ulykken skete i ebrieret tilstand, og at dette var hovedårsagen til skaden.
Lignende afgørelser