Dansk Boligforsikring A/S: Afvisning af dækning for fugtskader på kviste grundet for sen anmeldelse
Dato
15. februar 2017
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Ejerskifteforsikring
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Dansk Boligforsikring
Dokument
Klageren havde tegnet en 5-årig udvidet ejerskifteforsikring hos Dansk Boligforsikring A/S. Klageren klagede over, at selskabet havde afvist at dække udgifterne til udbedring af fugtskader på tag over syv kviste.
Selskabet afviste dækning med henvisning til, at forholdet var anmeldt efter udløbet af forsikringstiden.
Klageren anførte, at selskabet havde forhalet behandlingen af en række øvrige anmeldte skader vedrørende tag og undertag, og at selskabet derfor var skyld i, at den relaterede skade på taget på kvistene først blev konstateret efter forsikringens udløb i forbindelse med den øvrige skadeudbedring i februar-marts 2016.
Den forsikrede ejendom er opført i 1906. Klageren havde tegnet en 5-årig udvidet ejerskifteforsikring med ikrafttrædelse den 31/3 2010 på baggrund af en tilstandsrapport af 16/11 2009.
Af tilstandsrapporten fremgik bl.a., at der på tagfladen mod syd var en undertagsplade, der var gået løs, og at der var svage sorte misfarvninger af undertaget. Det blev noteret, at undertaget ikke længere var vandtæt, hvilket øgede risikoen for fugtskade.
Klageren anførte, at sagen havde været undervejs siden november 2013, og at Dansk Boligsikring ofte først svarede tilbage efter rykkere. Klageren mente, at forholdet med kvistene ville være fundet inden forsikringens udløb, såfremt Dansk Boligsikring havde taget de første henvendelser seriøst.
Selskabet anførte, at klageren var enig i, at de opfugtede tagkviste udgjorde en selvstændig skade uden tilknytning til de øvrige anmeldte fejl og skader ved taget på hovedhuset. Selskabet mente, at det fra den 4/11-2014 ikke havde hindret klageren i at iværksætte det dækkede udbedringsarbejde på taget på hovedbygningen, eller i øvrigt undersøge taget nærmere, og derved haft mulighed for at konstatere og anmelde de fugtskadede kviste i forsikringstiden.
Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at de opfugtede kvisttage havde samme skadeårsag som et af de tidligere anmeldte forhold, og kunne derfor ikke kritisere, at selskabet havde afvist at yde forsikringsdækning med henvisning til, at der var tale om en ny skade, som var konstateret og anmeldt for sent i forhold til forsikringstiden.
Spørgsmålet var herefter, om selskabet i kraft af mangelfuld sagsbehandling havde pådraget sig et erstatningsansvar på et almindeligt, erstatningsretligt grundlag.
Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at selskabet i to tilfælde havde haft for lang sagsbehandlingstid, men at disse tilfælde ikke var af en sådan karakter, at der var grundlag for at pålægge selskabet et ansvar herfor på erstatningsretligt grundlag. Nævnet kunne derfor ikke pålægge selskabet at yde erstatning for opfugtede kvisttage.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det ikke er enhver form for langsommelig sagsbehandling, der udgør en sådan overtrædelse af den loyale samarbejdspligt i kontraktforhold, at dette i sig selv kan begrunde et erstatningsansvar i kontraktforhold, at klageren ikke har bevist, at selskabets langsommelige sagsbehandling er af en sådan varighed og grovhed, at betingelserne for at ifalde erstatningsansvar i kontrakt er opfyldt, og at det ikke alene kan tilskrives de ovenfor nævnte to tilfælde - hvor selskabets sagsbehandlingstid var for lang - at de opfugtede kvisttage er blevet konstateret og anmeldt for sent.
Som følge heraf bestemmes: Klageren får ikke medhold.
Lignende afgørelser