If Skadeforsikring: Pro rata erstatning ved manglende oplysning om erhvervsskifte

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over, at If Skadeforsikring har udbetalt pro rata erstatning i forbindelse med et ulykkestilfælde på grund af fareforøgelse.

Sagens omstændigheder

• Klageren havde en heltidsulykkesforsikring i If Skadeforsikring.
• Forsikringen blev tegnet i 2005 via telefonisk kontakt med en franchisetager, hvor klagerens erhverv blev oplyst som [...personale].
• I 2007 blev policen ændret med en større invaliditetssum, dødsfaldsdækning og behandlingsudgifter.
• Klageren skiftede efterfølgende arbejde til ...branchen.
• I juni 2012 var klageren udsat for en arbejdsulykke, hvor hun blev overfaldet og truet på livet.
• Skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, som tilkendte klageren 35 % i varigt mén.
• If Skadeforsikring udbetalte erstatning, men gjorde pro rata gældende, da de mente, at klageren ved at skifte erhverv burde være i en anden risikogruppe og dermed ikke var berettiget til den fulde dækning, idet der ikke var betalt korrekt præmie.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at hun ikke havde tilsidesat sin oplysningspligt eller givet urigtige oplysninger, da hun ikke var opmærksom på, at erhvervsskiftet var afgørende for dækningsomfang og præmiens størrelse. Hun mente, at det var ringe uagtsomhed, og at forholdet kunne henføres under Forsikringsaftaleloven § 5 om urigtige oplysninger afgivet i god tro. Klageren mente desuden, at selskabet ikke havde dokumenteret, at der var sket behørig rådgivning om forsikringstagers erhverv.
• Selskabet henviste til forsikringsvilkårenes punkt 9.1 om risikoforandringer, hvor det fremgår, at ændring af erhverv straks skal oplyses. Selskabet anførte, at klageren havde fået tilsendt forsikringsbetingelserne sammen med policen, og at der ved indtegningen i 2005 blev talt om det aktuelle erhverv. Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 121 om fareforøgelse.

Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at selskabet eller dets franchisetager havde begået rådgivningsfejl. Nævnet lagde vægt på, at selskabets franchisetager ved indtegningen havde spurgt til klagerens erhverv for at kunne give et tilbud på en heltidsulykkesforsikring, og at klageren dermed burde have indset, at forsikringen blev tegnet for et bestemt erhverv. Nævnet fandt endvidere, at klageren ikke havde bevist, at selskabet ved ændringen af forsikringen i 2007 havde fået sådanne informationer om klagerens jobsituation, at selskabet burde have givet hende særskilt orientering om, at hun skulle anmelde til selskabet, hvis hun skiftede til et andet erhverv.

Selskabet havde fremlagt dokumentation for, at det beregnede en højere præmie for en forsikret med det erhverv, som klageren skiftede til i 2011, end for en forsikret med det erhverv, som klageren havde i 2005.

Selskabet havde endvidere i det første brev af 17/12 2013 efter modtagelsen af skadesanmeldelsen forbeholdt sig ret til at gøre pro rata gældende, jf. Forsikringsaftaleloven § 121, stk. 3 og Forsikringsaftaleloven § 48.

Nævnet kunne herefter ikke kritisere selskabets opgørelse af erstatning, og klageren fik derfor ikke medhold.