Command Palette

Search for a command to run...

Afslag på dækning for skimmelsvamp og manglende ventilation i tagrum

Dato

31. august 2016

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Ejerskifteforsikring

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Tryg Forsikring

Dokument

Klageren havde tegnet en ejerskifteforsikring i Tryg Forsikring A/S og klagede over selskabets erstatningsopgørelse i forbindelse med et anmeldt skimmelsvampeangreb i tagrum og skunkrum i den forsikrede bygning. Klageren krævede, at selskabet dækkede udskiftning af undertag og isolering, afrensning af spær og etablering af tilstrækkelig ventilation i tagrummet.

Selskabet havde anerkendt at dække afrensning af skimmelsvamp på undertag og spær i tagrummet til normalt niveau for ventilerede tagrum samt etablering af 2-3 tudtegl i skunkrum for at sikre den fornødne luftcirkulation i denne del af konstruktionen. Selskabet afviste yderligere forsikringsdækning.

Sagens baggrund

  • Ejendommen er opført i 1928, og taget er udskiftet formentlig før 1998. Klageren overtog ejendommen den 1. maj 2011 på baggrund af en tilstandsrapport udarbejdet den 22. oktober 2010.
  • Klageren anmeldte skimmel og manglende ventilation i tagrummet til selskabet den 26. november 2014.
  • Teknologisk Institut udarbejdede en rapport den 13. januar 2015, hvoraf det fremgik, at der var konstateret bygningsrelateret skimmelsvamp på underside af undertag og spærhoveder på spidsloftet, og at niveauet for skimmelforekomst lå langt over normalt baggrundsniveau. Skimmelvæksten vurderedes at være opstået som følge af utilstrækkelig ventilation af tagrummet i kombination med, at tæthedsplanets diffusions- og lufttæthed ikke var tilstrækkelig.
  • Selskabets taksator besigtigede ejendommen den 21. januar 2015, og Tryg Byggeteknik udarbejdede en rapport den 12. marts 2015, hvoraf det fremgik, at der var vækst af skimmelsvampe på spær og undertag i spidsloftet, og at de målte træfugtigheder var helt forventelige for årstiden. Det fremgik endvidere, at der var skimmel i tagrummet, da nuværende ejer overtog huset.
  • Selskabets taksator afviste dækning, men selskabet anerkendte senere dækning for en skimmelafrensning.
  • Selskabet foretog senere en undersøgelse af skunkrum. Af Tryg Byggetekniks rapport af 17. august 2015 fremgår det bl.a., at der kun var begrænset misfarvning af undertaget i skunkrummet, og spærene herinde var stort set uden synlig skimmelsvampevækst. Mycometertallet var 631, hvilket vil sige, at der er svag vækst af skimmelsvampe på prøvestedet. Selskabet mente ikke, at angrebet i skunkrummet var værre, end man kunne forvente på et undertag, der ca. er 16 år gammelt.

Parternes argumenter

  • Klageren krævede forsikringsdækning til udskiftning af undertag og isolering, afrensning af spær og etablering af øget ventilation. Klagerens advokat anførte, at forholdene vedrørende skimmelsvamp og ventilation var klart forkert beskrevet i tilstandsrapporten, når kondens og skimmelangreb i tagrummet havde kunnet udvikle sig. Advokaten bestred, at klagerens opsætning af solceller på den ene tagflade havde haft indflydelse på fugtforholdene i tagrummet, idet ingen af de indhentede rapporter nævnte dette som en årsag.
  • Selskabet anførte, at skimmelangrebet og ventilationsforholdene ikke opfyldte skadebegrebet, men havde givet dækningstilsagn til afrensning af undertag og spær til et niveau, hvorved hovedparten af skimmelsvampeangrebet blev fjernet. Selskabet afviste at dække etablering af øget ventilation med henvisning til, at klageren ikke havde bevist, at tagrummet på tidspunktet for overtagelsen var utilstrækkeligt ventileret, og at hans opsætning af solceller på den ene tagflade havde sænket temperaturen i tagrummet og kunne have bidraget til fugt og skimmelvækst. Selskabet henviste endvidere til, at det først var omkring 2006, at der kom byggetekniske krav til bygningers lufttæthed, og at de Byg-Erfa blade om ventilation af tagkonstruktioner, som Teknologisk Institut henviste til, først var udkommet flere år efter tagudskiftningen.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at tagrummet var utilstrækkeligt ventileret ved overtagelsen af ejendommen, og at fugt- og skimmelangreb skulle have udviklet sig som følge deraf. Nævnet lagde vægt på, at der allerede ved klagerens overtagelse var synbar skimmelvækst på undertaget som følge af lang tids utilstrækkelig ventilation, og at denne skimmel ikke blev afrenset, samt at klageren ikke havde bevist, at kondensdannelse oversteg det forventelige for et tagrum. Klagerens opsætning af solceller på den ene tagflade kunne have indvirket på temperaturen og fugtforholdene i tagrummet. Derfor kunne nævnet ikke pålægge selskabet at dække etablering af øget ventilation.

Nævnet fandt, at selskabet ikke skulle dække en udskiftning af undertag og isolering. Nævnet lagde vægt på, at klageren i tilstandsrapporten var advaret om mug og skimmeldannelse på undertaget i tagrummet, at der ikke var fundet usædvanlig forekomst af skimmel på undertaget i skunkrum, og hvor undertaget bag skråvægge kunne inspiceres, samt at klageren og hans familie ikke havde oplevet gener ved at bo i huset. Selskabets dækningstilsagn om en afrensning af undertaget og spær i tagrummet ville fjerne den største mængde skimmel, og nævnet fandt, at det ikke var unormalt med en vis skimmelforekomst i et tagrum, hvorfor en fuldstændig afrensning ikke kunne kræves.

Nævnet fandt bl.a. med henvisning til, at klageren og hans familie ikke havde oplevet gener ved at bo i huset, at selskabet ikke skulle dække en tætning af lofts- og skunklem.

Nævnet fandt med henvisning til tidspunkterne for husets opførelse og tagudskiftning, at det ikke var en skade i forsikringens forstand, at der ikke var en tæt dampspærre i loftet.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.

Lignende afgørelser