Afgørelse om forældelse af krav på ulykkesforsikring efter trafikuheld

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over AIG Europes afslag på at yde forsikringsdækning for et ulykkestilfælde, der skete den 29. april 2011. Forsikringstageren var impliceret i et trafikuheld i udlandet, hvor han som fodgænger blev påkørt af en spirituspåvirket bilist.

Faktiske omstændigheder

• Den 29. april 2011 blev klageren påkørt af en bil i udlandet og pådrog sig bl.a. kraniebrud, skader i højre skulder og i lænderyggen.
• Klageren anmeldte ulykken til selskabet den 17. juni 2015.
• Klageren begrundede den sene anmeldelse med, at han ikke var bekendt med, at han som medlem af fagforeningen var omfattet af en gruppeulykkesforsikring.
• Selskabet afviste kravet med henvisning til forældelse.

Parternes påstande og argumenter

• Klageren anførte, at han ikke var bekendt med forsikringen, og at han har sproglige vanskeligheder og kommunikationsproblemer som følge af skaden. Han henviste til flere ankenævnssager, hvor forældelse var blevet udskudt.
• Selskabet henviste til, at klagerens krav var forældet, jf. Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3. Selskabet anførte, at klageren senest i januar 2012 havde kendskab til følgerne af ulykken, og at kravet derfor var forældet senest den 25. januar 2015. Selskabet bestred, at klageren var ubekendt med ulykkesforsikringen, da den var tilknyttet hans fagforeningskontingent.

Dokumentation

• Lægelige dokumentationer, herunder epikriser og speciallægeerklæringer, der beskriver klagerens skader og behandlingsforløb.
• Indmeldelsesblanket til fagforeningen.
• Forsikringsbetingelser for den kollektive ulykkesforsikring.

Ankenævnet fandt, at klagerens krav var forældet. Nævnet lagde vægt på, at klageren ved indmeldelsen i sin faglige organisation havde skrevet under på, at han ønskede medlemskab med ulykkesforsikring, og at han derfor havde eller burde have haft kendskab til forsikringen. Nævnet vurderede, at forældelsen af klagerens krav begyndte at løbe fra ulykkesdatoen den 29/4 2011, og at kravet derfor var forældet den 29/4 2014, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1, jf. stk. 2. Nævnet lagde vægt på oplysningerne om klagerens kontinuerlige gener efter ulykkestilfældet og oplysningerne om karakteren af skaderne. Det forhold, at der for så vidt angår en del af de af klageren fremførte gener først er stillet en endelig diagnose på et senere tidspunkt, kunne ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf bestemte Ankenævnet, at klageren ikke fik medhold.