LB Forsikring A/S mod Klager: Tvist om erstatningsopgørelse efter indbrud og dækning af advokatomkostninger

Klageren havde en indboforsikring i LB Forsikring A/S og klager over selskabets erstatningsopgørelse efter et indbrudstyveri samt afvisning af at dække advokatomkostninger.

Klageren anmeldte indbruddet den 17. februar 2014, hvor en række genstande var blevet stjålet. Selskabet udbetalte 375.368,92 kr. og senere yderligere 22.040 kr. Klageren kræver yderligere 226.069,50 kr. for smykker, mens selskabet mener, at erstatningen er fastsat skønsmæssigt på baggrund af den foreliggende dokumentation.

Klagerens advokat anfører, at selskabet skal betale yderligere 248.106,50 kr. (subsidiært et lavere beløb) samt dække advokatudgifter. Advokaten argumenterer for, at klageren har sandsynliggjort genanskaffelsespriserne via erklæringer fra guldsmede. Subsidiært gøres det gældende, at genanskaffelsespriserne skal fastsættes til et beløb lavere end anført på listen, men højere end anført af selskabet. Advokaten mener, at selskabets handlemåde (herunder krav om generelle samtykkeerklæringer og påstand om forsikringssvindel) har nødvendiggjort advokathjælp, som skal erstattes i henhold til Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3.

Selskabet anfører, at klageren skal bevise størrelsen af sit erstatningskrav, og at dokumentationen for de værdifulde genstande er mangelfuld. Selskabet betvivler, at guldsmeden kan huske detaljer om salg mange år senere. Selskabet mener ikke, at dets sagsbehandling har nødvendiggjort advokatbistand, og at klageren selv kunne have fremsendt dokumentation og gjort opmærksom på uenigheder i erstatningsopgørelsen. Selskabet henviser til, at der ikke kan tilkendes sagsomkostninger i forbindelse med ankenævnets behandling af sagen.

Ankenævnet bestemmer, at LB Forsikring A/S skal dække klagerens advokatomkostninger med 15.000 kr. med tillæg af renter. Klageren får ikke i øvrigt medhold.

Nævnet begrunder afgørelsen om advokatomkostninger med, at klageren under de særlige omstændigheder i sagen, hvor selskabet rejste tvivl om forsikringssvindel, var berettiget til at lade sig bistå af en advokat. Nævnet finder, at det må anses som rimeligt og nødvendigt.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets skønsmæssige fastsættelse af erstatningen for smykkerne, idet bevisgrundlaget er usikkert. Nævnet bemærker, at selskabet er berettiget til at stille større beviskrav for genstande af høj værdi, og at værdifastsættelsen af ting i sagens natur altid vil bero på et skøn. Nævnet kan derfor kun tilsidesætte selskabets værdifastsættelse, hvis der forekommer fejl af en vis klarhed og en vis størrelse.